Håndværksrådet: Regeringen vil skabe konkurrenceforvridning

Forslaget om skattefrihed for iværksættere modtages med hovedrysten i Håndværksrådet, der i stedet foreslår skattebundfradrag på 100.000 kroner for alle virksomheder med under ti ansatte.
Håndværksrådet mener, at forslaget om at give skattefrihed til iværksættere vil skævvride konkurrencen. Foto: Colourbox.
Håndværksrådet mener, at forslaget om at give skattefrihed til iværksættere vil skævvride konkurrencen. Foto: Colourbox.

Håndværksrådet advarer nu regeringen mod specielt ét af forslagene i 2025-planen, hvor der skal tildeles en treårig skattefrihed til iværksættere.

Politisk chef i Håndværksrådet, Frank Korsholm, siger til Dagens Byggeri, at der i Håndværksrådet er fuld sympati for, at regeringen vil sætte gang i iværksætterlysten.

Regeringen skal passe på ikke at forvride konkurrencen i forhold til de virksomheder, der allerede eksisterer.

Frank Korsholm Politisk chef, Håndværksrådet

– Men regeringen skal passe på ikke at forvride konkurrencen i forhold til de virksomheder, der allerede eksisterer. Laver man en ordning, hvor nystartede virksomheder ikke skal betale skat i tre år, er det en klar fordel i forhold til de virksomheder, som allerede er i markedet og betaler fuld skat. Derfor advarer vi kraftigt mod det forslag, siger Frank Korsholm.

Prøvet før

Han henviser til, at da iværksætterne i 1980’erne med Mimi Jakobsen som erhvervsminister havde en lignende isbryderordning, løb man ind i den samme problematik:

– Der startede nye virksomheder, som benyttede sig af skattefriheden, men de lukkede efter tre år, og i mellemtiden havde de skabt ravage i forhold til allerede eksisterende virksomheder. Der er altså ikke gode erfaringer på det område. Alle mindre virksomheder har brug for bedre forhold. Man bør derfor finde en ordning, der både gavner iværksættere og mindre virksomheder. Det kan eksempelvis være en skattekredit, så mindre virksomheder med op til ti ansatte ikke skal betale selskabsskat af de første 100.000 kroner, forklarer Håndværksrådets politiske chef.

Lige forhold

Han henviser til personskattesystemet, hvor man har et bundfradrag. Det fradragssystem, mener han, kan også benyttes ved selskabsskatten.

– Så skabes der lige forhold mellem selskaber og personer, indtil virksomheden er konsolideret. Det vil også hjælpe eksempelvis håndværkervirksomheder med at skabe lettere finansiering, fordi der kan opbygges kapital i virksomhederne. Så får de meget lettere ved at låne til deres projekter i bankerne, slutter Frank Korsholm.

Relateret indhold