Håndværksrådet: Ambitiøst udspil

Overordnet set er Håndværksrådet positivt indstillet i forhold til regeringens 2025-plan, men peger samtidig på, at den indeholder en buket med få men skarpe torne.
Håndværksrådet er generelt positive over regeringens 2025-plan, men punktet om tre års skattefrihed til iværksættere kan vise sig at skabe ulige konkurrenceforhold over for mindre virksomheder, der ellers allerede er etablerede. Foto: Colourbox.
Håndværksrådet er generelt positive over regeringens 2025-plan, men punktet om tre års skattefrihed til iværksættere kan vise sig at skabe ulige konkurrenceforhold over for mindre virksomheder, der ellers allerede er etablerede. Foto: Colourbox.

Håndværksrådets politiske chef Frank Korsholm kalder regeringens 2025-plan i det store hele et ambitiøst udspil og advarer ikke mindst Liberal Alliance mod at udløse et folketingsvalg på grund af taktiske partipolitiske hensyn.

Han er især tilfreds med regeringens ønske om at lette skatten i bunden i form af et højere beskæftigelsesfradrag og en særlig jobpræmie til langtidsledige.

– Gennemføres helhedsplanen, øges arbejdsudbuddet med omkring 43.000 personer. Det vil forhåbentlig bidrage til at undgå, at der opstår flaskehalse og løninflation, siger Frank Korsholm.

Konkurrenceforvridende

Han understreger over for Dagens Byggeri, at det først og fremmest er forslaget om, at iværksættere skal have skattefrihed i op til tre år, der skaber uro.

– Vi frygter, at det vil virke konkurrenceforvridende i forhold til allerede eksisterende virksomheder – især de små. Vi er positive over for tanken om at give en hjælpende hånd til de allermindste virksomheder med eksempelvis op til ti ansatte, men så skal den fremstrakte hånd rækkes ud til alle disse mindre virksomheder – ikke bare de nystartede, siger Frank Korsholm til Dagens Byggeri.

Prøvet før

Han peger på, at man tidligere har forsøgt en lignende ordning, hvor mange af de nystartede virksomheder ikke havde en lang levetid, men til gengæld nåede at volde skade på allerede eksisterende virksomheder, fordi de på grund af statsstøtten kunne tilbyde lavere priser, som de etablerede virksomheder ikke kunne konkurrere med.

Håndværksrådet er desuden bekymret for regeringens oplæg til at ændre på Tilbudsloven og åbne for øget annoncering af bygge- og anlægsopgaver under cirka 37 millioner kroner.

Det vil øge transaktionsomkostningerne for de små virksomheder, hvis kommuner eksempelvis kan indhente 20-30 tilbud på en opgave i stedet for at prækvalificere fire-fem virksomheder.

– Det vil føre til nye vanskeligheder for SMV’erne og i sidste ende også endnu flere konkurser, siger Frank Korsholm.

Relateret indhold