Blandt de initiativer i regeringens 2025-plan, der uden tvivl vil blive voldsomt diskuteret, er tvungen opsparing til pensionen på to procent om året. Det gælder for folk, der ikke i forvejen har en pensionsordning, eksempelvis mange selvstændigt erhvervsdrivende.
Det får ASE (Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende), der har cirka 25.000 ejere af små håndværks- og industrivirksomheder som medlemmer, til at advare regeringen om, at det er unødigt bureaukratisk at tvinge selvstændige erhvervsdrivende til at spare op til pension.
Løser ikke problemet
– Det løser på ingen måde de selvstændiges pensionsudfordring. Mange selvstændige afsætter ikke tilstrækkelige midler til deres pension. Men at tvinge dem til en fast opsparing er ingen farbar vej. Derimod er der brug for mere fleksible regler for frivillig pensionsindbetaling. Selvstændige har varierende indkomster. Derfor har de brug for likvid kapital til at udjævne indkomstudsving – og det gør det vanskeligere at placere pengene i en bunden pensionsordning. Derfor skal de havde større mulighed for eksempelvis at udligne pensionsindbetalingerne mellem gode og dårlige år, siger administrerende direktør i ASE Karsten Mølgaard Jensen.
Nej til tvang
Han forklarer, at ASE har spurgt medlemmerne, hvad de mener om en tvungen pensionsordning.
– Det er de ikke særligt begejstrede for. De efterlyser i stedet at kunne indbetale til pensionen i de år, der er overskud til det og ikke være underlagt tvang. Samtidig er de selvstændige ikke specielt begejstrede for at blive lagt i samme kurv som folk på overførselsindkomster, eller folk der får deres årsløn i 12 dele. Og så er to procent jo hverken noget eller ingenting. Det er ingen løsning for restgruppen, som det hedder i pensionssammenhæng, siger ASE-direktøren videre.
Intet værd
Karsten Mølgaard erkender, at der er behov for at spare op til alderdommen, fordi mange virksomhedsejere ikke i tilstrækkelig grad får sparet op i deres virksomheds værdi til at sikre alderdommen.
– Tidernes gunst kan være omskiftelig med eksempelvis en finanskrise eller andet, der betyder, at det, man troede var en sikke havn for alderdommen, viser sig ikke at være pengene værd, slutter Karsten Mølgaard.
