Handicappede advarer mod at svække bygningsreglement

Nye regler kan afskære både ældre borgere med gangbesvær og en stor gruppe borgere med handicap fra adgang til boliger.
Det vil være et brud med en positiv udvikling på boligområdet, hvor tilgængeligheden løbende sikres ved renoveringer og i nybyggeri, skriver DH blandt andet. Foto: Colourbox.
Det vil være et brud med en positiv udvikling på boligområdet, hvor tilgængeligheden løbende sikres ved renoveringer og i nybyggeri, skriver DH blandt andet. Foto: Colourbox.

Regeringen har præsenteret et forslag, der skal lempe reglerne for nybyggeri, ikke mindst når det gælder om at indrette tagetager til nye boliger. Men de danske handicaporganisationer advarer mod de nye regler.

Når en sådan ændring foretages, skal der efter de gældende regler være affaldsskakt og elevator, og det kan afholde mange fra at igangsætte disse projekter, da elevator og affaldsskakt kan fordyre projekterne væsentligt.

Men DH (Danske Handicaporganisationer) mener, at hvis der dispenseres fra kravet om affaldsskakte, skal det sikres, at eksempelvis ældre eller personer med handicap kan skaffe sig af med det daglige affald.

– En fjernelse af affaldsskakter vil betyde, at ældre og personer med handicap kan risikere at få mere behov for hjælp fra den kommunale hjemmepleje for at opretholde hygiejniske boliger, hvor affaldet ikke hober sig op ved udgangene fra lejlighederne, skriver DH blandt andet til Folketingets Transport- Bygnings- og Boligudvalg.

Afskæres

Omkring elevatorer gøres der opmærksom på, at fjernes kravet om elevatorer til etageejendomme, som ønsker at omdanne loftrum til lejligheder, afskærer man både ældre borgere med gangbesvær og en stor gruppe borgere med handicap fra adgang til disse boliger.

– Disse lejligheder vil dermed være permanent utilgængelige, da renoveringen er den oplagte anledning til at fremtidssikre boligmassen, så den er brugbar for alle. Dette vil være et brud med en positiv udvikling på boligområdet, hvor tilgængeligheden løbende sikres ved renoveringer og i nybyggeri, skriver DH.

Væsentlig tilgængelighed

Samtidig benytter DH til at advare mod frikommuneforsøg med billige boliger, hvori også indgår mulighed for at fravige krav til nybyggeri.

– I Danmark har man gennem årene gradvist sikret en høj standard for tilgængelighed i byggeriet. Den positive udvikling på byggeri- og boligområdet, hvor den ligeværdige adgang til byrum og boliger i højere er integreret i løsningerne fra start, vil man med dette forsøg sætte år tilbage. Man vil med frikommuneforsøget gøre det lovligt at tilsidesætte bestemmelserne om tilgængelighed i Bygningsreglementet. Dermed vil man afskære både ældre borgere med gangbesvær og en stor gruppe borgere med handicap fra adgang til disse boliger – dels som lejere, men også som besøgende hos venner og familie, hedder det.

Masseproduktion

DH opfordrer til, at der findes alternative besparelsesområder.

– Når man slækker på bygningskvaliteten ved eksempelvis at benytte dårligere materialer af en ringere kvalitet, kan det ofte resultere i kortsigtede besparelser, der senere medfører fordyrende ombygninger og renovering. Det samme gælder for tilgængelighed. Derfor bør løsningerne – også af økonomiske grunde – medtænkes eller integreres fra starten af et byggeri, hvis byggeriet ikke skal stå permanent utilgængeligt. Besparelserne til byggeriet kunne for eksempel alternativt findes gennem brug af masseproduceret præfabrikeret byggeri eller ved at bygge på lejede/perifere arealer i en kommune, skriver DH.

Relateret indhold