Grave-app giver tidsgevinst og færre skader

GIS4Mobile lancerede sidste år en app, der samler LER-oplysninger digitalt. Det har sparet brugerne for op til 50 procent af forberedelsestiden og mange graveskader.
GIS4Mobile lancerede sidste år en app, der samler LER-oplysninger digitalt. Foto: PR.
GIS4Mobile lancerede sidste år en app, der samler LER-oplysninger digitalt. Foto: PR.

Ifølge Rambøll måler Danmarks samlede ledningsnet cirka 750.000 kilometer fordelt på eksempelvis el-, vand- og fiberledninger. Når den lokale entreprenør graver i jorden, er der derfor stor risiko for ledningsskader.

For at nedbringe antallet af skader lancerede GIS4Mobile for et år siden appen Ledningsinfo, der samler LER-oplysninger digitalt. Flere kunder melder nu om gode resultater. Det oplyser udvikleren i en pressemeddelelse.

50 procent mere effektiv planlægning

DKTV Anlæg, der er en del af Dansk Kabel TV, nedgraver kabler for blandt andet antenneanlæg samt bolig- og fibernetværk. Virksomheden har cirka 50 gravninger om ugen, og de har de seneste måneder anvendt appen med stor succes.

– Ved at have alle LER-oplysningerne samlet ét sted undgår vores folk at stå med en masse papirer og bladre på deres iPad, når de er ude i marken. Det øger både motivationen og kvaliteten af deres arbejde. Vi kan se, at vi bliver cirka 50 procent mere effektive i planlægningsfasen, fordi vi ikke længere skal bruge tid på manuelt at håndtere de mange filer, siger projektchef hos Graveteamet hos DKTV Anlæg, Jerrik Spang Petersen.

DKTV Anlæg brugte i gennemsnit cirka 20 minutter pr. graveopgave på LER-søgning, før de tog GIS4Mobile i anvendelse. Det svarer til en årlig besparelse på omkring 400 assistenttimer.

Ove Lindholt Hansen, der er landinspektør, grundlægger af GIS4Mobile og udvikler af Ledningsinfo-appen, ser især brugerfladen som en af hovedårsagerne til kundernes tilfredshed.

– Vores app samler LER-forespørgslerne et sted og giver entreprenørerne et samlet overblik over de ledningsoplysninger, der er på en aktuel sag, og de ved derfor, hvad der ligger i jorden, før de graver. Vi har gjort brugerfladen så brugervenlig som mulig med specifikke farvekoder efter LER2-standarden på elektroniske landkort som Google Maps og danske luftfotos. Brugeren kan også tilføje yderligere kommentarer på kortene, som opdateres direkte i egne databaser, fortæller han.

Foruden Ledningsinfoappen tilbyder GIS4Mobile også en LER Robot, der besvarer graveforespørgsler automatisk i henhold til de gældende krav i LER2.

Hyppige graveskader

Forsyningsselskabet Konstant driver, overvåger, vedligeholder og udbygger elforsyningsnettet for mere end 220.000 elkunder i NRGi’s forsyningsområde. Brian Guldbæk, der er netselskabets afdelingschef for drift og vedligehold, understreger vigtigheden af at have ét samlet overblik over, hvilke ledninger der ligger i jorden.

– Vi oplever fra tid til anden graveskader, der er forårsaget af, at entreprenørerne ikke har haft det fornødne overblik, inden de går i jorden. Det kan medføre utilfredse kunder, og samtidig skal vi bruge ekstra ressourcer på at genetablere strømmen hos de ramte elkunder. Derudover kan man i værste fald risikere at udsætte ansatte for personsikkerhedsmæssig risiko,siger han.

I en analyse fra 2016 foretaget af Rambøll vurderes det, at der årligt forekommer 26.000 graveskader i Danmark med omkostning på 226 millioner kroner til følge.

Ledningsinfo-appen fra GIS4Mobile kan downloades gratis fra Google Play eller Apple Appstore.

Relateret indhold