Gottlieb Paludan Architects henter ny direktør hos konkurrent

Mette Lyng Hansen bliver ny administrerende direktør hos Gottlieb Paludan Architects til sommer. Hun er i dag leder af C.F. Møller Architects afdeling i København.
Mette Lyng Hansen overtager til juni taktstokken i tegnestuen. Pressefoto.
Mette Lyng Hansen overtager til juni taktstokken i tegnestuen. Pressefoto.

Gottlieb Paludan Architects er i gang med et ledelsesmæssigt generationsskifte, der skal fremtidssikre tegnestuen og ruste den til yderligere international vækst. Nu har arkitektvirksomheden udpeget sin ny administrerende direktør, oplyses det i en pressemeddelelse.

Det bliver arkitekt Mette Lyng Hansen, der til juni kan sætte sig i direktørstolen hos Gottlieb Paludan Architects. Hun er i dag leder af C.F. Møller Architects afdeling i København.

Mette Lyng Hansen er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1993 og har lang erfaring inden for arkitektbranchen, både i Danmark og internationalt. Hun har bestridt forskellige ledelsesstillinger i branchen og har i 11 år har været del af C.F. Møller Architects, senest som direktør for tegnestuens afdeling i København og som medlem af direktionen.. Hun har blandt andet også været lokal projektleder for franske Atelier Jean Nouvel og hollandske OMA i forbindelse med projekteringen af DRs Koncertsal og Blox.

– Gottlieb Paludan Architects repræsenterer enestående skandinavisk arkitektur, når den er bedst. Ansvarlig, funktionel, æstetisk, og funderet i ambitionen om at berige verden. Feltet er bæredygtig infrastruktur og tekniske anlæg. Det har hele verden brug for mere end nogensinde. Jeg har med stor glæde og stolthed takket ja til at overtage stafetten fra Kristian. Jeg glæder mig til at blive en del af Gottlieb Paludan Architects, og ser frem til nye spændende lokale og globale opgaver, sig den kommende direktør om sit fremtidige job.

Del af en nyetableret ledelse

Mette Lyng Hansen overtager stillingen som administrerende direktør fra Kristian Hagemann, der giver stafetten videre efter 18 år på posten. Hun vil, sammen med de nyligt udnævnte kreative direktører Tine Kjærulff Bay og Thomas Bonde-Hansen, udgøre den nye direktion hos Gottlieb Paludan Architects. Ledelsen vil desuden blive yderligere styrket med en ny tegnestuechef i den nærmeste fremtid.

– Vi har været gennem en særdeles grundig proces for at finde den rette person til at stå i spidsen for Gottlieb Paludan Architects og jeg er meget glad for, at Mette har lyst til at påtage sig opgaven. Med sine lederevner og erfaringer er hun den helt rette til at lede virksomheden ind i en ny æra, med større fokus på internationale opgaver, siger afgående direktør Kristian Hagemann.

Opruster til international udvikling

Gottlieb Paludan Architects har siden 2020 arbejdet med en ny ledelsesstruktur, der skal fremtidssikre organisationen og understøtte virksomhedens voksende internationale ambitioner.

De senere år har arkitektvirksomheden, sammen med Afry-koncernen, udviklet sig i en stadigt mere international retning og virksomheden løser i dag opgaver i både Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz, Holland, England og Kina, ligesom man i 2019 overtog den norske arkitektvirksomhed tegn 3, nu Gottlieb Paludan Architects Norge.

Udnævnelsen af den nye direktør tages vel imod hos Afry (tidligere ÅF), der 1. januar 2018 overtog ejerskabet i arkitektvirksomheden, der dog fortsatte som selvstændig virksomhed.

– Mette er en erfaren og inspirerende leder, og jeg er overbevist om, at hun vil fortsætte med at bygge videre på det stærke brand, som Gottlieb Paludan Architects har opnået gennem årene. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke Kristian Hagemann og Jesper Gottlieb for deres bidrag til den fantastiske rejse, som Afry og Gottlieb Paludan Architects har været på siden vores fusion i 2018. Jeg ser frem til at se, hvad der venter for denne enestående virksomhed med Mette ved roret, siger leder af Afrys infrastrukturdivision, Malin Frenning.

Relateret indhold