Det er forventningen, at verdens befolkning i byerne fordobles over de kommende 30 år og derfor kræver en grundlæggende forandring i den måde, byer designes, bygges og tænkes på.
Til at bidrage til den opgave er Bloxhub sat i verden med udgangspunkt i, at fremtidens løsninger kræver et langt tættere samarbejde mellem arkitektur, tech, design, byggeri og byudvikling.
Den nordiske hub, der står over for at skulle ekspandere internationalt med en ambition om at stå som en global spydspids i den kommende grønne urbane transformation, som klimaforandringer medfører, har netop valgt Helle Søholt valgt som ny bestyrelsesformand.
– Helle er en dygtig og visionær leder, der har et stærkt engagement i et holistisk syn på bæredygtig byudvikling samt et globalt perspektiv på, hvordan man løser de stigende dilemmaer, den urbane transformation medfører, siger Torben Klitgaard, CEO i Bloxhub, og tilføjer:
– Derfor er hun også et naturligt valg for Bloxhub, der i den kommende tid fokuserer på at vækste internationalt gennem tværfaglige partnerskaber.
Samtidig takker Torben Klitgaard den afgående bestyrelsesformand, Lars-Peter Søbye, CEO for Cowi, for sit store engagement og arbejde i Bloxhub siden etableringen i 2016.
Meget at lære og udvikle globalt
Helle Søholt er CEO og founding partner af Gehl og er arkitektuddannet fra Det Kongelige Akademi i København samt fra University of Washington i Seattle i USA.
Derudover har hun en Master i Management Development fra Copenhagen Business School.
– Jeg kender værdien, dette økosystem kan bidrage med, når de inddrager branchens partnere i de vanskelige spørgsmål, som bæredygtig urbanisering står over for, som en kilde til viden og en provokation til samarbejde og handling, siger hun.
Helle Søholt glæder sig til at blive en del af en anerkendt bestyrelse, der vil fokusere på, hvordan denne værdi kan nå ud til flere nationalt og nye internationale partnere:
– Bloxhub og dets medlemmer har meget at bidrage med i forbindelse med den globale bæredygtige omstilling, og ligeledes har vi meget at lære og udvikle globalt. At hjælpe med at udvikle nye forbindelser vil være afgørende, hvis vi skal levere på vores fælles bæredygtige urbaniseringsmål.