EU strammer kravene for bygninger. Fra og med 2020 skal nye bygninger være ‘Nearly Zero Energy Buildings’ (NZEB). Det betyder, at bygninger skal have et energiforbrug tæt på nul, og det energibehov, der skulle være, skal dækkes af vedvarende energi.
Stramninger i krav til energiforbrug er ikke nyt for byggebranchen, der har håndteret stramninger som NZEB før – senest i 2015. Derfor er de lavest hængende frugter plukket i og med, at nybyggeri i dag eksempelvis har energiruder og god isolering. Det er relativt simple tiltag, der kan gøres uden en samarbejdspartner, lyder det i en pressemeddelelse fra Danvak, der er et fagligt netværk for professionelle, der arbejder med indeklima, komfort og energi.
De næste resultater hentes dog ikke hjem så let. Det forventes allerede at give store udfordringer, når de nuværende og fremtidige krav til byggeriet i 2020 skal indfries. Derfor anbefaler Michael Mast, generalsekretær i Danvak, at samarbejde om at komme i mål. For kun gennem samarbejde mellem projekterende ingeniører, arkitekter og byggevareleverandører kan man opnå de ønskede besparelser, der samtidig ikke går på kompromis med det gode indeklima og et flot bygningsdesign.
Undgå fejl
Ved at samarbejde på tværs af branchen og udveksle erfaringer fra gennemtænkte og gennemprøvede løsninger, kan man ifølge Danvak undgå tidligere tiders fejltagelser. Som for eksempel i 1980’erne, hvor vi oplevede “glukhulsarkitekturen” med ganske små vinduer mod nord. Disse bygninger havde godt nok et lille varmetab mod nord, men til gengæld et stort behov for elektrisk belysning, fremgår det af pressemeddelelsen fra Danvak.
Den 23.-25. maj afholdes CLIMA2016 – den internationale kongres om indeklima og energi i bygninger – i Aalborg . Formålet er at samarbejde og erfaringsudveksle på tværs af lande- og faggrænser. Konferencen har et tæt program med 11 parallelle spor, som appellerer til forskellige aktører i byggebranchen, skriver Danvak.
Der vil være videnskabeligt tunge indlæg, hvor de nyeste forskningsresultater fremlægges, som eksempelvis ‘Building Performance’. Derudover vil der også være praktisk orienterede workshops, der er rettet mod beslutningstagere, rådgivere og udførende.