Førstegangskøberen
- Førstegangskøbere er her personer, der har købt en ejerbolig i almindelig fri handel i løbet af året og som ikke har ejet en ejendom i de tre forudgående år.
- Har den samme person erhvervet sig flere ejerboliger på et år, tæller personen med flere gange i statistikken.
- Andelsboliger tæller ikke som ejerboliger. Har man ejet en andelsbolig og købt en ejerbolig i perioden, tæller man med som førstegangskøber.
- Hvis en ejerbolig erhverves af to førstegangskøbere, tæller begge førstegangskøbere med i statistikken.
At købe en sin egen bolig er tilsyneladende ikke en lukket fest. Trods store pristigninger på alle typer ejerboliger, så steg antallet af førstegangskøbere med 14 procent sidste år.
I 2020 købte 63.639 en ejerbolig for første gang. Set over en fem-årig periode er det en stigning på 26 procent, for i 2015 var antallet af førstegangskøberne 50.650. Det viser tal fra Danmarks Statestik over bolighandler.
– Stigningen skal ses i lyset af, at boligmarkedet har oplevet et boom under COVID-19, hvilket også har afspejlet sig i flere førstegangskøbere, siger Jakob Holmgaard, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Forklaring: penge på lommen og lav boligbyrde
Der kan være flere årsager til, at der er gode muligheder for førstegangskøberne at komme ind på det danske boligmarked, mener man hos Danmarks Statistik:
– Udbetalingen af de indefrosne feriepenge kan have haft en positiv effekt på den generelle boligkøbers evne til at klare udbetalingskravet. Desuden ved vi, at danskerne i lav grad synes, at udgiften til boligen i Danmark er et problem, hvilket også kan have en betydning. Det er det, man kalder boligbyrden, siger Jakob Holmgaard.
Dyre kommuner = få førstegangskøbere
Danmarks Statistik opgør andelen af førstegangskøbere på de forskellige boligtyper: Huse, ejerlejligheder og sommerhuse. Tallene afspejler dels prisniveauet og udbuddet af boligtyperne.
Huse: Andelen af førstegangskøbere er høj i kommuner uden for storbyen. Grafik: Danmarks Statistik.
I områder med høje huspriser tæt på storbyerne er andelen af førstegangskøbere til huse lavere end i yderområderne.
– I Gentofte og Frederiksberg kommuner er der meget høje boligpriser, hvorfor det er sværere for førstegangskøbere at få foden ind på boligmarkedet her, siger Jakob Holmgaard.
Netop Frederiksberg havde med 17 pct. de færreste førstegangskøbere til enfamiliehuse blandt landets kommuner, mens Gentofte havde 26 pct.
Omegnskommuner er populære
I kommunerne i pendlerafstand til landets storbyer er der omvendt langt flere, der får nøglerne til eget hus for første gang. Omkring Aalborg, Aarhus, Odense og København er over 55 pct. af huskøberne nye på ejerboligmarkedet. Flest i Albertslund, hvor hele 69 pct. købte hus for første gang sidste år.
For ejerlejlighederne er mønstret lidt det samme. Især jagten på egen bolig i Københavnsområdet er rykket ud i omegnskommunerne, hvor priserne er mere overkommelige end tæt på Rådhuspladsen.
I Glostrup var 69 pct. ud af alle købere til lejligheder førstegangskøbere. I Albertslund 65 pct. og Ishøj med 63 pct. Men også Slagelse, Næstved og Ringsted er populære kommuner at købe sin første ejerlejlighed i.
(Opdateret 9. juni med korrigerede tal fra Danmarks Statistik)