Gennem årene har Infrastrukturfonden hovedsagelig ydet lån til forbedring af infrastrukturen på Færøerne. F.eks. har fonden tidligere udlånt penge til etablering af undersøiske tunneller på Færøerne, til det færøske flyselskab Atlantic Airways og til det fælleskommunale el-selskab SEV. Fonden har også ydet lån til andre formål.
Læs også: Markant værdivækst på få år: “Fremtiden fortjener en professionel bestyrelse”
Nu overdrages fonden til Færøerne, efter at statsminister Mette Frederiksen og Færøernes lagmand Aksel V. Johannesen i går underskrev en hensigtserklæring herom:
– Regeringen vil fortsætte det tætte og tillidsfulde samarbejde mellem Danmark og Færøerne. Det skal være et ligeværdigt samarbejde. Jeg er glad for, at vi tager endnu et skridt i den retning med overdragelse af Investeringsfonden for Færøerne, siger statsminister Mette Frederiksen.
Videre oplyses det, at fondens aktiver ved udgangen af 2022 udgjorde 653 mio. kroner.
Et ønske længe
Investeringsfonden har siden 1976 været administreret af Færøerne, uden at den formelt har været færøsk, fortæller Færøernes lagmand Aksel V. Johannesen:
– Det har derfor længe været et ønske fra skiftende færøske landsstyrer at få Investeringsfonden overdraget til Færøerne, og jeg er meget glad for, at regeringen nu imødekommer vores ønske, siger han.
Efter aftalen skal Investeringsfonden for Færøerne søges overdraget fra Danmark til Færøerne pr. 1. januar 2025.