Flere vil på videregående byggeuddannelser

Der er stigende interesse for at tage en bygge- og anlægsrelateret videregående uddannelse, viser dette års ansøgertal til de videregående uddannelser.
Branchen bliver mere og mere kompleks og digitaliseret, og derfor glæder det Dansk Byggeri, at flere søger ind på videregående byggeuddannelser. Foto: Colourbox.
Branchen bliver mere og mere kompleks og digitaliseret, og derfor glæder det Dansk Byggeri, at flere søger ind på videregående byggeuddannelser. Foto: Colourbox.

Uddannelserne til byggekoordinator og bygningskonstruktør oplever igen i år flere ansøgere. Det står klart, efter der blev lukket for ansøgninger til de videregående uddannelser 5. juli, fortæller Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

Det oplyses i den sammenhæng, at antallet af førsteprioritetsansøgninger til bygningskonstruktør på landsplan er steget fra 1255 ansøgere i 2015 til 1299 ansøgere i år, mens byggekoordinatoruddannelsen, der tog mod første hold i 2014, markerer sig med en stigning på 35 procent i forhold til sidste år.

Mere komplekst

I Dansk Byggeri er der naturligvis glæde over, at interessen for uddannelserne går fremad. Chefkonsulent Jakob Krohn-Rasmussen fortæller, at branchen ser frem til at byde de kommende studerende velkommen på arbejdsmarkedet.

– Der er fart på bygge- og anlægsbranchen for tiden. Både i forhold til fulde ordrebøger og et arbejdsfelt, der bliver mere og mere komplekst og digitaliseret. Derfor bliver der brug for specialister i branchen, og i det lys er det glædeligt, at flere unge ser muligheder i at gå den vej, siger han og forklarer videre:

– Samtidig er det positivt, at ansøgertallene peger på, at den nye uddannelse til byggekoordinator har fået etableret sig i hele landet. De første byggekoordinatorer er netop dimitteret, og mange er gået direkte fra eksamensbordet til beskæftigelse, hvilket siger noget om behovet i branchen på landsplan.

Relateret indhold