Flere kommuner bruger fagentrepriser

Håndværksrådet er godt tilfreds med udviklingen, men der er stadig plads til forbedring.
Håndværksrådets politiske chef er godt tilfreds med, at flere kommuner bruger fagentrepriser. Foto: Colourbox.
Håndværksrådets politiske chef er godt tilfreds med, at flere kommuner bruger fagentrepriser. Foto: Colourbox.

FOLKEMØDET: Håndværksrådets seneste udbudsindeks viser, at kommunerne i højere grad er begyndt at tage hensyn til de mindre håndværksvirksomheder i deres udbudspolitik. Håndværksrådets politiske chef Frank Korsholm siger til Dagens Byggeri, at Håndværksrådet har haft mange møder med kommunerne, for at få dem til at indse, at fagentrepriser giver en mulighed for, at de lokale små og mellemstore virksomheden kan byde ind på opgaverne.

– Der er simpelthen flere kommuner end tidligere, der benytter fagentrepriser. Vi så tidligere udbud, der var så store, at de mindre håndværksvirksomheder på forhånd var afskrevet. De havde ikke chancen for at komme i nærheden af opgaverne, siger Frank Korsholm.

Vi så tidligere udbud, der var så store, at de mindre håndværksvirksomheder på forhånd var afskrevet.

Frank Korsholm Politiske chef i Håndværksrådet

Mindre risiko for social dumping

Han forklarer videre, at fagentrepriser også har den fordel, at det modvirker social dumping.

– I en fagentreprise er det nok begrænset, hvad der benyttes af underleverandører. Det er primært ved de store totalentrepriser, at man benytter underleverandører og underleverandørers underleverandører. Når der kommer mange underleverandører, mister man overblikket i forhold til, hvem man entrerer med. I fagentrepriser er risikoen for social dumping klart minimeret. Samtidig er fagentrepriser ikke dyrere end totalentrerise, fordi man skal se på omkostningerne over mange år. Det er jo ikke bare byggeomkostninger, men omkostningerne over hele levetiden, og her tror Håndværksrådet, at fagentrepriser i sidste ende er billigere end totalentreprise, slutter Frank Korsholm

Relateret indhold