Erhvervsskoler for dem der kan og vil

Tekniq-formand vil hæve niveauet for dem, der søger ind på de faglige uddannelser.
Vi skal gøre en indsats for at fortælle de unge mennesker, at de skal kigge mod de faglige uddannelser, siger Henrik Fugmann. Foto: Dan Bjerring.
Vi skal gøre en indsats for at fortælle de unge mennesker, at de skal kigge mod de faglige uddannelser, siger Henrik Fugmann. Foto: Dan Bjerring.

I alle byggeerhverv er der i øjeblikket ved at være problemer med at skaffe tilstrækkeligt med kvalificerede lærlinge, og formanden for Tekniq, Henrik Fugmann , siger til Dagens Byggeri, at der de kommende år vil være mange ældre, der forlader arbejdsmarkedet, og derfor er det vigtigt at markedsføre og øge status for de erhvervsfaglige uddannelser:

– Det er for det første uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder og med en god løn. Det er også uddannelser, som åbner for en god karriere. Vi skal gøre en indsats for at fortælle de unge mennesker, at de skal kigge mod de faglige uddannelser. Det er meget vigtigt at hæve niveauet for dem, der søger ind på de faglige uddannelser. Derfor skal vi fastholde den begrænsning på erhvervsskolerne, der ligger i karakterkravene. Vi skal have nogle til at søge ind, der både kan og vil. Det er til gengæld uinteressant, når man vil sætte dem, der ikke kan, ind på de faglige uddannelser, siger Tekniqs formand.

Vi skal have nogle til at søge ind, der både kan og vil.

Henrik Fugmann Tekniq

Dygtige til matematik

Han erkender, at en uddannelse som elektriker stiller særligt høje krav til de unge, der vil være lærlinge:

– Det er en uddannelse, som kræver, at de grundlæggende faglige kompetencer er på plads efter folkeskolen. Man skal være dygtig til matematik, men samtidig i stand til at tænke abstrakt og hele tiden kunne tilegne sig ny viden. Det er branche, hvor man som elektriker skal kunne absorbere, at der hele tiden kommer ny viden og teknik. Det er nogle ret skarpe unge mennesker, der bliver elektrikere. Jeg har selv en virksomhed med 22 lærlinge og i alt godt 100 ansatte. Mange af de lærlinge er virkelig dygtige. Manglen på praktikpladser i andre brancher kan skyldes, at de eneste, der søger, har lave kompetencer. Så er det ikke sikkert, at virksomhederne har et behov, siger Henrik Fugmann.

Den gode historie

Han vil satse på i højere grad at fortælle den gode historie om elektrikeruddannelsen, der fører til høj beskæftigelse, en god løn og karriere muligheder:

– Og så skal vi lade være med at snakke om, at dem, der ikke kan klare en gymnasial uddannelse, skal have faglige uddannelser. På den måde kommer der flere praktikpladser, fordi det blive mere kvalificerede unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet og søger praktikpladserne, slutte Tekniqs formand.

Relateret indhold