Erfaren byggeprofil skal nu rådgive investeringskunderne hos Newsec

Jacob U. Sachse, den tidligere adm. direktør i Gaihede og divisionsdirektør i Niras, bliver Head of Commercial Clients for den danske afdeling af Nordeuropas største ejendomsforvalter.
Med alsidig erfaring fra byggebranchen bliver Jacob U. Sachse nu en del af ledelsen hos ejendomsforvalteren Newsec. Foto: Pressefoto.
Med alsidig erfaring fra byggebranchen bliver Jacob U. Sachse nu en del af ledelsen hos ejendomsforvalteren Newsec. Foto: Pressefoto.

Viden og erfaringer om bygninger og byggebranche er der i rigt på mål på CV’et for den nye chef for investeringskunderne hos Newsec Property Asset Management.

Jacob U. Sachse tiltræder 1. marts som ny Head of Commercial Clients hos den største nordiske ejendomsforvalter. Med sig bringer han en lang ledelses- og salgserfaring fra en række entreprenør- og rådgivningsvirksomheder.

Som tidligere adm. direktør i Gaihede, divisionsdirektør i Niras og senest enhedschef for Byg og Renovering i Region Hovedstaden, hvor han havde ansvar for alle ombygningsopgaver på regionens 11 hospitaler.

I Newsec vil Jacob Sachse få det overordnede kommercielle ansvar for alle investeringskunder hos ejendomsforvalteren, hvor han skal stå for den strategiske udvikling af samarbejdet med eksisterende kunder.

– Jeg er utrolig glad for at have fået en så kompetent profil som Jacob U. Sachse til at lede vores forretningsområde for investeringskunder. Her skal han i samarbejde med dygtige kollegaer være med til at udvikle kunderelationerne og sikre kundeorienterede løsninger, der kan understøtte vores kunders strategier på ejendomsmarkedet, siger Kim Andersen, adm. direktør i Newsec.

Kigger ind i kundernes behov

Jacob U. Sachse kommer ind i en virksomhed med bredde i ydelserne og fortsatte ambitioner om ekspansion.

– Newsecs investeringskunder er nogle af de mest interessante aktører på det danske ejendomsmarked. Vi skal blive endnu skarpere til at afdække kundernes behov, konceptualisere løsninger og gøre dem attraktive for kunderne, så de spiller ind i deres agenda. Det skal selvfølgelig ske i et stærkt samspil med hele vores organisation og mere end 600 dygtige kollegaer, siger Jacob U. Sachse.

Jacob U. Sachse fortæller også, at han ser frem til at bringe Newsecs mange kompetencer i spil og få gjort kunderne opmærksomme på, hvad virksomheden kan tilbyde dem. Han peger samtidig på nogle af fokusområder, han kommer til at stå i spidsen for:

– Digitalisering, lejerservices og bæredygtighed er blandt de områder, vi vil kigge rigtig meget ind i, siger Jacob U. Sachse.

– Og så skal vi understøtte kunderne på vejen fra grønne ambitioner til reelle energioptimerede ejendomme. Men vi skal have en ydmyg tilgang, når vi taler om bæredygtighed, hvor vi hjælper med analyser og derefter kommer med de rigtige løsninger, der giver mening for kunden og for klimaet.

Newsec Property Asset Management er den største ejendomsforvalter i Nordeuropa med i alt 47 millioner kvadratmeter under forvaltning.

Relateret indhold