Enhedslisten: For meget fifleri med asbest

Enhedslisten vil have en handlingsplan for et asbestfrit Danmark. Christian Juhl peger på, at asbest ofte dukker op, hvor man mindst venter det.
Det er ikke svært at genkende et asbestholdigt eternittag. Men asbest kan også gemme sig, og derfor ønsker Enhedslisten en handlingsplan for et asbestfrit Danmark. Foto: Colourbox.
Det er ikke svært at genkende et asbestholdigt eternittag. Men asbest kan også gemme sig, og derfor ønsker Enhedslisten en handlingsplan for et asbestfrit Danmark. Foto: Colourbox.

Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl, har stillet beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen en lang række spørgsmål om byggearbejderes sikkerhed, når det drejer sig om asbest i bygninger i forbindelse med blandt andet nedrivning.

Christian Juhl påpeger, at man i en lang række tilfælde først opdager asbesten under selve nedrivningen, og at byggearbejderne derfor har stor risiko for uforvarende at indånde fibrene.

Vi skal sætte et mål. Det er pinligt, at eksempelvis Polen har lavet en handlinsgplan for, hvordan de kommer af med asbesten, og så har Danmark ikke gjort det.

Christian Juhl Arbejdsmiljøordfører, Enhedslisten

– Ministeren fastholder, at sikkerheden som helhed er god nok, som den er. Men jeg efterlyser en handllingsplan, der kortlægger al asbest og på den lange bane fjerner asbesten. Problemet er ikke de byggepladser, hvor man ved, at der skal fjernes asbest. Der tager man sine forholdsregler. Men det gør man ikke på de arbejdsplader, hvor man pludselig møder asbest på et sted, hvor man ikke regner med det. Det kan eksempelvis være i forbindelse med renoveringsopgaver eller ombygninger, siger Chistian Juhl til Dagens Byggeri.

Mere viden

Han understreger, at der er behov for mere viden, inden arbejdet påbegyndes, og at der ikke fifles med det fra underentreprenører, som skynder sig at fjerne asbesten, inden nogen ser det.

– Der er er mange eksempler på fifleri, også i det materiale vi har fået fra ministeren, hvor det viser sig, at reglerne ikke følges. Vi skal have en fælles indsats, hvor kommuner og regioner også er med, så vi får en ordentlig kortlægning af kendte forekomster af asbest. Bygningskonstruktører og arkitekter ved meget om, hvad der er brugt af byggematerialer i forskellige tidsperioder. I nogle perioder er der anvendt meget asbest, da man ikke dengang vidste, hvor farligt det er. Hver gang, der planlægges en opgave, skal virksomhederne stille spørgsmålet, om der kan være asbest, og hvad man gør ved det, siger Christian Juhl.

Stram op

Han noterer, at det ikke er de mange gamle parcelhuse med eternit på taget, der er problemet, fordi man der umiddelbart kan se det asbestholdige materiale og ved, at det er der.

– En eternitplade kan alle håndværkermestre håndtere efter reglerne, men asbesten dukker op, når man skal fjerne en mur, bryde igennem til en dør eller rydde op i rum, som ikke umiddelbart er tilgængelige. Det formodes ikke, at der er problemer med asbest, men pludselig dukker det op. Det handler altså både om at stramme op på lovgivningen, men også om at få en handlingsplan for et asbestfrit Danmark. Vi skal sætte et mål. Det er pinligt, at eksempelvis Polen har lavet en handlinsgplan for, hvordan de kommer af med asbesten, og så har Danmark ikke gjort det, slutter Christian Juhl.

Relateret indhold