Enemærke & Petersen får ny direktør: ”Jeg glæder mig meget til gensynet”

Kim Thinggaard afløser Troels Aggersbo som adm. direktør for Enemærke & Petersen, hvor han skal styrke forretningen og skabe fremdrift ved bl.a. at sikre fokus på eksekvering af projekter.
Fra 2022 til 2025 har Kim Thinggaard været adm. direktør i anlægs- og landskabsvirksomheden Malmos. Arkivfoto: Malmos – en del af Idverde.

Kim Thinggaard er netop udnævnt til ny adm. direktør for MT Højgaard Holdings forretningsenhed Enemærke & Petersen og skal udgøre direktionen sammen med finansdirektør René Høck.

Dermed vender Kim Thinggaard tilbage til Enemærke & Petersen, hvor han i 2013-2022 havde flere stillinger og som direktør for partnerskaber over seks år byggede de flerårige partnerskaber;

Trust med Københavns Kommune, Liva med boligorganisationen Civica og Byggepartnerskabet &os med boligorganisationen KAB og skabte tillidsbaserede samarbejder med bygherrer og partnere om rammeaftaler til en værdi på potentielt 10 mia. kroner.

Læs også

Store aktører skal renovere for 237 millioner i partnerskab

Fra 2022 til 2025 har Kim Thinggaard været adm. direktør i anlægs- og landskabsvirksomheden Malmos, og han virker desuden som bestyrelsesmedlem og strategisk rådgiver for virksomheder i byggebranchen.

– Vi er glade for at byde Kim velkommen tilbage til Enemærke & Petersen, hvor han allerede har sat blivende aftryk på strategien og forretningen, siger Rasmus Untidt, CEO i MT Højgaard Holding og bestyrelsesformand i Enemærke & Petersen.

Læs også

Trods vækst fratræder CEO hos stor anlægsgartner

– Kim er anerkendt internt og i branchen for at sætte en ambitiøs retning og samle bygherrer, rådgivere, entreprenører og medarbejdere i stærke fællesskaber. Vi er overbeviste om, at Kim med sin tydelige og ærlige ledelsesstil og stærke driftsforståelse vil kunne robustgøre forretningen samt skabe fremdrift ved at sikre fokus på eksekvering af projekterne og udnytte virksomhedens styrkepositioner og unikke kompetencer.

Et helt særligt DNA

Den landsdækkende entreprenørvirksomhed, Enemærke & Petersen, omfatter ca. 700 medarbejdere og har en omsætning på 3,2 mia. kroner i de første ni måneder af 2025.

Udover moderselskabet Enemærke & Petersen med hovedsæde i Ringsted omfatter tæller koncernen også virksomhederne NemByg og Raunstrup.

Læs også

E&P får flere ph.d.-studerende: Skaber stor værdi for bygherre

Ifm. ledelsesændringen er der lagt vægt på at fastholde Enemærke & Petersens særlige kultur og udvikle de stærke markedspositioner, fortæller den nye direktør:

– Jeg glæder mig meget til gensynet med Enemærke & Petersen og det helt særlige DNA i virksomheden og partnerskaberne, der hviler på en stærk kombination af respekt, tillid, indlevelsesevne og en oprigtig interesse for hinanden.

Læs også

E&P fylder 50 år: ”Vi er vokset op med, at byggeriet hele tiden forandrer sig”

Kim Thinggaard afløser Troels Aggersbo, som har været adm. direktør for Enemærke & Petersen fra februar 2022 og inden da har været ansat i flere stillinger siden 1998:

– Troels har ydet en stor indsats i Enemærke & Petersen, og vi er taknemmelige for hans bidrag til udviklingen af forretningen og den særlige kultur og historie i Enemærke & Petersen, som vi lægger stor vægt på at videreføre under Kims lederskab. Det vil jeg gerne takke Troels for, siger Rasmus Untidt.

Relateret indhold