E+N Arkitektur opkøber Spot Architecture

Med opkøbet får E+N Arkitektur nu styrket tegnestuens forretningsområde for nybyggeri samt tilført specialviden indenfor 3D-projektering og bæredygtig arkitektur.
Partnerkredsern bag det nye E+N Arkitektur. Pressefoto.
Partnerkredsern bag det nye E+N Arkitektur. Pressefoto.

Den aarhusianske tegnestue E+N Arkitektur har opkøbt kollegaerne i Spot Architecture og sætter nu alle sejl ind på at geare tegnestuerne til fremtidens marked.

Opkøbet af Spot skal nemlig ikke blot supplere E+N’s mangeårige erfaring fra talrige projekter, men også tilføre nye kompetencer og opruste på virksomhedens nuværende fagområder. Spot skal blandt andet videreudvikle forretningsområdet for nybyggeri og ruste tegnestuen til stigende krav om digitalisering af byggeriet med deres erfaring i 3D BIM-projektering, visualisering og parametrisk design.

– Opkøbet er et ønske om at videreføre tegnestuens DNA og samtidig arbejde fremsynet med udviklingen af fremtidens byggeri. Spot architecture er ikke blot et tilskud i form af erfarne projektledere og projekteringskompetencer, det er også et unikt personmatch, hvor vi ser store muligheder i en fælles fremtid, fortæller partner i E+N Arkitektur Thomas Degn Friis.

Spot Architecture blev etableret i 2016 af bygningskonstruktør Jostein Burmann og arkitekt Torben Kjær. De to har en fortid hos flere store arkitektvirksomheder og kommer derfor med solid erfaring, som skal sikre, at E+N forbliver attraktive på store projekter for ambitiøse bygherrer inden for både eksisterende og nye byggerier.

En fælles strategi

Opkøbet af Spot Architecture sker på et tidspunkt, hvor begge tegnestuer har haft ambitioner om at vækste. Torben Kjær, partner i Spot, mener det er den helt rigtige timing:

– Henvendelsen fra E+N kom på et tidspunkt, hvor vi havde besluttet at gå mere målrettet efter projekter i større skala. Vi vil gerne udnytte de kompetencer, vi har med os fra tidligere ansættelser, og hos E+N er vi nu en del af en veletableret organisation med en bred kompetenceprofil og et højt ambitionsniveau, lyder det fra Torben Kjær.

Spot Architectures fire ansatte er nu en del af E+N Arkitektur, hvoraf Jostein Burmann og Torben Kjær indtræder i partnergruppen. Partnergruppen består i forvejen af Lise Breum Knakkergaard, der indtrådte i juli 2019, Finn Larsen, Thomas Degn Friis samt administrerende direktør Jesper Back.

Opkøbet trådte formelt set i kraft 1. oktober og alle medarbejdere fortsætter i E+N Arkitekturs lokaler i Rømerhus ved Clemens Bro i Aarhus C.

Det er et unikt personmatch, hvor vi ser store muligheder i en fælles fremtid.

Relateret indhold