En presset dag med tunge løft er forbi, men murersvenden er alt for udkørt til at snøre løbeskoene. Sund aftensmad får han heller ikke lavet. Og i morgen gentager det hele sig. Det er en dagligdag, der kan føre til en tidlig død.
I hvert fald viser tal fra Danmarks Statistik, at murere og tømrere er blandt grupperne med størst dødelighed og kortest pensionstilværelse – som tidligere omtalt af Dagens Byggeri. Her pegede 3F’s næstformand, Tina Christensen, på arbejdsmiljøet som den største synder, mens Dansk Industris Steen Nielsen fremhævede medarbejdernes korte uddannelser og deraf tendens til usund livsstil.
Arbejdet er fysisk krævende men statisk og ofte uden den nødvendige hvile
Andreas Holtermann, professor ved Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Spørger man i forskningens verden, findes der flere forklaringer.
– Personer med fysisk hårdt arbejde har typisk en kort uddannelse, som vi ved hænger sammen med dårlig livsstil. Og så er der problemer ved fysisk hårdt arbejde i sig selv. Forklaringen er ikke sort-hvid men handler om en kombination af motion, kostvaner, arbejdstempo og fysisk belastning, siger professor ved Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Andreas Holtermann.
Udmattet uden bedre kondital
Han har forsket på arbejdspladser, hvor han blandt andet registrerer måden, arbejdet foregår på, tager medarbejdernes blodtryk og tester deres puls.
– Personer med fysisk hårdt arbejde risikerer at dø tidligere af hjerte-kar-sygdomme. Når man løfter noget tungt, så stiger blodtrykket betydeligt. Og gør man det flere gange hver dag, uden pauser nok, over måneder og år, kan det øge risikoen for betændelse i blodårerne og åreforkalkning, forklarer Andreas Holtermann, der i sidste uge udgav en forskningsartikel om paradokset i, at fysisk hårdt arbejde ikke giver sundhedsmæssige fordele som eksempelvis løbeture og fodbold.
– Vil man styrke sin krop og forbedre konditionen, kræver det høj plus med dynamiske bevægelser. Men de pulsmålinger, vi har foretaget på forskellige arbejdspladser, viser, at pulsen ikke kommer højt nok op. Så problemet er, at arbejdet er fysisk krævende men statisk og ofte uden den nødvendige hvile. Resultatet er, at man bliver udmattet men uden at forbedre konditionen. Og når man så kommer træt hjem, får man ikke motioneret i fritiden.
Forebyggende effekt
Har man et fysisk krævende arbejde, som samtidig foregår i konkurrenceudsatte erhverv, hvor tidsplaner og kontrakter skal overholdes, og tempoet er højt, så kan det være en betydelig udfordring at få tilstrækkelig hvile og restitution. Men for arbejdsgivere, der tager hånd om problemet, kan gevinsten være bedre præsterende medarbejdere, der holdere længere og har færre sygedage.
– Mange virksomheder har gode initiativer, blandt andet med fysisk træning i arbejdstiden. Her kan få minutter om dagen med høj intensitet være nok for at øge fysisk kapacitet og bedre helbredet. En række arbejdspladser får også implementeret flere tekniske hjælpemidler og teknologiske løsninger, der gør arbejdet mindre fysisk anstrengende, og som dermed kan have en gavnlig forebyggende effekt , siger Andreas Hortermann.