Ejendomsprofil skal hjælpe ny hotel- og restaurantskole godt i mål

Hotel- og Restaurantskolen har tiltrukket en stor kapacitet i Rasmus Meyhoff fra Propreco. Som nyt bestyrelsesmedlem skal han give værdifulde input til nyt skolebyggeri.
Rasmus Meyhoff
Rasmus Meyhoff er nyt bestyrelsesmedlem på Hotel- og Restaurantskolen. Her skal han bl.a. bruge sin viden og erfaring fra bygge- og ejendomsbranchen i forbindelse med det 600 mio. kr.'s campus, der skal opføres på skolen matrikel i Valby.

I 2028 forventes en ny hotel- og restaurantskole at stå færdig på Vigerslev Allé i Valby. Forud venter et stort arbejde. Det skal direktør og partner i ejendomsudviklingsselskabet Propreco, Rasmus Meyhoff, nu tage del i.

Han er netop indtrådt i Hotel- og Restaurantskolens bestyrelse og skal bl.a. give værdifulde input ifm. det forestående byggeri af den nye hotel- og restaurantskole. Skolen skal ifølge Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter i Norden minimum certificeres til DGNB Guld.

Læs også

Fremtidens kokke får (g)astronomisk støtte til madkulturel campus

Dertil vil han generelt kunne bidrage med sin store erfaring inden for byggeprojekter og ejendomsudvikling.

Rasmus Meyhoff siger:

– Jeg ser virkelig frem til at engagere mig i bestyrelsesarbejdet og støtte tilblivelsen af en fantastisk skole og campus til og omkring Hotel- og Restaurantskolen. Jeg håber, at min erfaring og faglighed kan bidrage til at sikre skolen de bedst mulige fysiske rammer for gastronomisk udfoldelse og læring.

Aktiv i byggeriet siden 2006

Rasmus Meyhoff har været aktiv inden for byggeri og ejendomsudvikling siden 2006, og hans erfaring spænder bredt. Fra mindre bygge- og ejendomsprojekter til større og mere komplekse byggerier og byudviklingsprojekter samt asset management inden for ejendomsbranchen.

PensionDanmark er bygherre på den nye Hotel- og Restaurantskole, hvor skolen lejer sig ind. På arealet omkring skolen etableres familie-, ungdoms- og studieboliger, ligesom der etableres et gastronomisk campusmiljø. Visualisering: Juul Frost Arkitekter

Rasmus Meyhoff har tidligere arbejdet som Director of Operations & Development hos Nrep. Her har han bl.a. stået i spidsen for etableringen af det nye Herlev Bymidte – et stort og blandet byggeri på mere end 55.000 m2.

Med sine byggetekniske kompetencer og omfattende erfaring inden for ejendomsudvikling og projektledelse bringer Rasmus Meyhoff værdifuld viden og erfaring til skolens bestyrelse. Ovenstående er yderst relevant inden påbegyndelsen af byggeriet af den nye, værkstedsbaserede skole og gastronomiske campus i København.

Læs også

Kender Aarhus ud og ind. Nu skal han styrke erhvervsudlejningen i Deas

Bestyrelsesformand Peter Lykke Nielsen siger:

– Rasmus er en stor kapacitet, og hans profil er den helt rette til at hjælpe os i den kommende tid. Et byggeprojekt af den størrelse, vi står over for, fører mange vigtige beslutninger med sig, og vi får brug for al den vejledning, vi kan trække på for at sikre, at vi får en ny skole i verdensklasse – og at vi tager den bedst mulige vej derhen.

Relateret indhold