Efter blåt øje ser arkitekten igen lyst på fremtiden

For to uger siden konkurs, nu rekonstrueret og med udsigt til lønsom drift - arkitektvirksomheden Kullegaard melder sig på banen igen.
Kasper Kullegaard er tilbage med en rekonstrueret arkitektvirksomhed, der især satser på life-science segmentet. Foto: Kullegaard.
Kasper Kullegaard er tilbage med en rekonstrueret arkitektvirksomhed, der især satser på life-science segmentet. Foto: Kullegaard.

Tab på igangværende opgaver og tyngende gældsposter. Sådan lyder forklaringen i et kommende årsregnskab fra holbæk-arkitekten Kullegaard på konkursen midt i marts.

Nu er tavlen imidlertidig vasket ren, og Kasper Kullegaard, navnet bag arkitektvirksomheden, har efter en kort rekonstruktionsperiode meldt sig klar igen. Og med optimismen i behold.

– Jeg er meget taknemmelig for den opbakning, som jeg og hele Kullegaard har mødt, da rekonstruktionen blev of­fentliggjort. Det har en afgørende betydning for vores tro på, at det vi gør, er det rette, og at vi kan holde fast i det markedsfokus, som vi bevidst har ændret i retning af flere langvarige samarbejdsrelationer, siger medejer og adm. direktør Kasper Kullegaard.

– Alle medarbejdere har håndteret processen rigtig godt, hvilket jeg er stolt over. Vi har bakket hinanden op, og haft en åben og ærlig dialog om alle de overvejelser og reaktioner, der naturligt opstår.

Efter rekonstruktionen er det økonomiske fundament genskabt og virksomheden er refinansieret. Egenkapitalen er reetableret ved indskud fra virksomhedens primære ejere.

Endnu større fokus på life-science

Ovenpå konkursen mener Kasper Kullegaard, at virksomheden har styrket sin position på markedet. Selvom markedet er mere uforudsigeligt end før, har virksomheden også en klar strategi for at fastholde og udvikle sin markedsposition.

En del af denne strategi indebærer et øget fokus på at udnytte virksomhedens ekspertise inden for laboratoriebyggeri og ombygning af faciliteter i drift.

Kullegaard har styrket sin position inden for dette område og har vundet flere rammeaftaler i både den offentlige og private sektor.

Virksomheden har tidligere arbejdet med større life science- og produktionsvirksomheder i Danmark og har nu også brugt erfaringerne til at samarbejde med offentlige aktører.

– Selvom processen op til rekonstruktionens gennemførelse har været hård, så er der ingen tvivl om, at vi er kom­met styrket igennem perioden. Både i relation til vores fremtidige nøgletal, men også i høj grad i vores fællesskab, som er et afgørende fundament for vores DNA, siger Kasper Kullegaard.

– Vi håber og tror på en fortsat opbakning fra vores omgivelser, som forhåbentlig byder på gode dialoger og nye spændende opgaver.

Relateret indhold