Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at huse i gennemsnit blev solgt for 17.089 kroner per kvadratmeter i april måned i år. Det er første gang siden oktober 2022, at den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse i Danmark ligger over 17.000 kroner per kvadratmeter.
Læs også: Nyhavn 57 solgt. Kvadratmeterprisen slår Nyhavn-rekord
Dermed er huspriserne indtil videre steget i samtlige måneder siden januar, hvor den seneste stigning fra marts til april lyder på 1,3 %, hvilket svarer til, at et gennemsnitligt hus på 150 m2 er steget med lidt over 32.000 kroner i værdi fra marts til april.
Stigningen i huspriserne gælder for samtlige fem af landets regioner.
– Vi ser oftest, at boligpriserne stiger fra marts til april, fordi der som regel kommer mere aktivitet på boligmarkedet, jo længere vi kommer ind i forårsmånederne, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Læs også: Konkursrekord i april: Renteniveauet belaster branchen markant
– Dog er det værd at hæfte sig ved, at der i længere tid har været meget bølgegang i boligpriserne, hvor ting som bl.a. corona, renteudviklingen, inflation samt boligskatteændringerne har påvirket udviklingen. Alligevel ser vi nu fremgang i boligpriserne, mens vi samtidig kan se, at der bliver givet mindre i nedslag, og at salgstiderne er faldet den seneste måned. Det vidner om, at april var en fin måned på boligmarkedet, og at boligmarkedet generelt set synes at være i god form taget de seneste års turbulens i betragtning, siger hun.
Lave udbud holder hånden under priserne på lejligheder
Den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder i Danmark endte på 34.529 kroner per kvadratmeter i april, som er 1,4 % end i marts. Dermed er landsgennemsnittet for lejlighedspriserne nu tilbage på niveau med december 2023.
Læs også: Færre vil sælge boligen på Sjælland – Hovedstaden overrasker
I Københavns Kommune, som har det største marked for ejerlejligheder, landede lejlighedspriserne på 51.632 kroner per kvadratmeter i april, som er 1,7 % mere end i marts. Også for lejlighedspriserne i København gælder det, at de ikke er set højere siden december 2023.
– Særligt lejlighedspriserne har været påvirket af boligskatteændringerne, da det især gælder for ejerlejlighedsmarkedet – og i særdeleshed i København – at boligskatterne nu er steget. Det gjorde bl.a., at der var rift om at købe en lejlighed inden årsskiftet for at sikre sig den såkaldte skatterabat, og bl.a. derfor så vi også, at priserne steg frem mod december 2023, siger Birgit Daetz og tilføjer:
– Sidenhen er lejlighedspriserne faldet en smule, men den lille smule er allerede indhentet, hvilket overrasker, da forventningen var et større prisfald på lejlighedsmarkedet som konsekvens af de stigende boligskatter. At de forventninger så ikke har vist sig at holde stik, skyldes primært, at udbuddet af ejerlejligheder i særligt København ligger på et forholdsvist lavt niveau ift., hvor mange der ønsker at købe en lejlighed. Dermed synes det lave udbud at holde hånden under lejlighedspriserne.