Michael Demsitz er i den grad en direktør med alment boligblod i årerne.
Med over 40 års erfaring i boligsektoren, som medlem af bestyrelsen i BL – Danmarks Almene Boliger og som formand for Byggeskadefonden, har Michael Demsitz på flere platforme gennem årtier brændt for den almene sag.
Derfor har det heller ikke været en nem beslutning at stoppe som adm. direktør:
– Med 27 år ved roret i så stor og landsdækkende en boligadministration som Boligkontoret Danmark med tusinde af frivillige i vores medlemsfællesskab kommer man godt omkring, får sat en masse vigtige aftryk og får mødt utallig mange forskellige almene beboere og beboerdemokrater. Sammen har vi været med til at kæmpe en masse kampe for den almene sag, og den kampånd vil jeg fortsat tage med mig i mit nye virke.
Fortsætter som foreningsmand
Fremover vil Michael Demsitz bruge en stor del af sin tid som nyvalgt formand for Forenet Kredit:
– Så selvom jeg stopper som adm. direktør i Boligkontoret Danmark til sommer, fortsætter jeg som foreningsmand, hvilket passer mig rigtig godt, for netop det beboerdemokratiske foreningsfællesskab og udviklingen heraf har altid ligget mig meget på sinde, siger han.
Den helt rette til rollen
Efter en lang og grundig proces har Boligkontoret Danmarks bestyrelse besluttet, hvem der skal overtage stafetten:
– Det bliver nogle meget store sko at skulle udfylde, for Michael har betydet ubeskriveligt meget for både udviklingen af organisationen, der er tredoblet i hans tid, og det fællesskab, der kendetegner Boligkontoret Danmark i dag og samtidig også for udviklingen af hele den almene boligsektor, fortæller Boligkontoret Danmarks bestyrelsesformand, Klaus Bentzen, og tilføjer:
– Derfor har vi i bestyrelsen enstemmigt besluttet at ansætte vores 48-årige forvaltningsdirektør Lars Lehmann som ny adm. direktør, der med sin store erfaring fra sektoren og vores organisation er den helt rette til rollen.
Godt rustet til fremtiden
Den kommende nye adm. direktør Lars Lehmann er både taknemmelig og stolt over den tillid, som bestyrelsen viser ham.
– Velvidende at det kræver sin mand at fylde stolen ud efter Michael er jeg samtidig glad for, at der i bestyrelsen er fuld opbakning til at fortsætte ad det spor og i den retning, vi som organisation har bevæget os i de sidste mange år.
– Jeg kommer til at overtage stafetten i en stor og velsmurt organisation, der er godt rustet til fremtiden.