DS Gruppen finder ny direktør i datterselskabet

Adm. direktør for DS Flexhal, Kent Hejn Kristensen, er pr. 1. juli ny adm. direktør for DS Gruppen og vil varetage begge poster.
Kent Hejn Kristensen.
Kent Hejn Kristensen.

Gennem 20 år har Kent Hejn Kristensen været med til at forme og udvikle DS Gruppen – først som adm. direktør for datterselskabet DS Stålkonstruktion og de seneste år som adm. direktør for datterselskabet DS Flexhal.

Pr. 1. juli bliver han også adm. direktør i DS Gruppen, der er en af Skandinaviens førende industrikoncerner inden for produktion og salg af stål- og betonløsninger til byggeri og industri.

Han overtager posten fra Mads Møller Hansen.

Det sker efter, at familien Møller Hansen i marts solgte DS Gruppen og underliggende produktions- og salgsselskaber til den tyske industrikoncern Goldbeck GmbH med henblik på at skabe yderligere vækst inden for DS Gruppens kerneområder og støtte Goldbecks ekspansion i Nordeuropa.

Kent Hejn Kristensen og Mads Møller Hansen.
Kent Hejn Kristensen og Mads Møller Hansen.

Efter salget er Mads Møller Hansen fortsat som adm. direktør i en planlagt overgangsperiode indtil udgangen af juni.

– Jeg har nu haft lejlighed til at lære Goldbeck bedre at kende. Der er er ingen tvivl om, at de vil tilføre DS en masse knowhow på mange områder, herunder bæredygtighed og nye digitale løsninger til at understøtte vores forretning. DS Gruppen står et fantastisk sted, rustet til at møde fremtidens udfordringer, og jeg glæder mig til den fælles rejse, fortæller Kent Hejn Kristensen.

I 2020/21 havde DS Gruppen en samlet omsætning på DKK 2.130 mio. og et resultat på DKK 272 mio. før skat. Samtidig har DS Gruppen en historisk høj ordrebeholdning, der rækker flere år frem. Virksomheden beskæftiger mere end 600 medarbejdere.

Goldbeck gennemførte mere end 500 projekter i regnskabsåret 2020/2021 med en samlet omsætning i størrelsesordenen DKK 30,5 mia. Virksomheden beskæftiger i øjeblikket ca. 10.000 medarbejdere på omkring 90 lokationer i hele Europa.

Relateret indhold