DS Flexhal får ekstra direktør

Lasse Kåre Olsen er ny mand hos totalentreprenøren DS Flexhal. Han kommer fra en stilling som adm. direktør i Q-Construction, som han nåede at stå i spidsen for i to måneder inden konkursen i maj.
Den Hobro-baserede totalentreprenør DS Flexhal kan nu drage nytte af Lasse Kåre Olsens omfattende erfaringer fra bl.a. NCC, MT Højgaard, KPC og Hoffmann. Arkivfoto
Den Hobro-baserede totalentreprenør DS Flexhal kan nu drage nytte af Lasse Kåre Olsens omfattende erfaringer fra bl.a. NCC, MT Højgaard, KPC og Hoffmann. Arkivfoto

Opdateret med rettelse. Vi skrev fejlagtigt, at Lasse Kåre Olsen erstatter direktør Anette Storm. Dette er ikke korrekt og vi beklager forvirringen.

I marts blev DS Gruppen i Hobro solgt til den tyske industrikoncern Goldbeck, og 1. juli tiltrådte adm. direktør for DS Flexhal, Kent Hejn Kristensen, som ny adm. direktør for DS Gruppen – en stilling han vil varetage sideløbende med sin stilling som adm. direktør i DS Flexhal.

Nu er der kommet en ny mand i ledelsen sammen med adm. direktør Kent Hejn Kristensen, direktør Anette Storm og salgsdirektør Kai Rørbæk. I en LinkedIn-opdatering skriver Lasse Kåre Olsen, at han er ansat som direktør.

‘Jeg er glad for at kunne dele, at jeg starter i en ny stilling som direktør hos DS Flexhal, hvor jeg skal supplere den nuværende organisation,’ skriver han.

Det fremgår ikke, hvilken type direktør.

Lasse Kåre Olsen har, siden han blev uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet i 2003, været omkring markante virksomheder i byggebranchen, heriblandt Hoffmann som entreprise- og projektleder fra 2005-2011, MT Højgaard som projektleder og siden seniorprojektchef i årene 2011-2018, afdelingsdirektør i KPC fra 2018-2021 og områdedirektør i NCC med ansvaret for det NCC-ejede firma Jakobsen & Blindkilde fra april 2021 til marts 2022.

1. marts i år tiltrådte han så som CEO i entreprenørfirmaet Q-Construction, men trods en kapitalindsprøjtning fra en udvidet ejerkreds af nye partnere måtte han erklære virksomheden konkurs blot to måneder efter tiltrædelsen.

DS Flexhal udvikler, projekterer, dimensionerer og opfører såvel traditionelle som innovative erhvervsbyggerier.

DS Gruppen havde i 2020/21 en samlet omsætning på DKK 2.130 mio. og et resultat på DKK 272 mio. før skat. Samtidig har DS Gruppen en historisk høj ordrebeholdning, der rækker flere år frem. Virksomheden beskæftiger mere end 600 medarbejdere.

Relateret indhold