Dansk Industris branchefællesskab DI Rådgiverne, der tæller 800 rådgivervirksomheder, herunder ingeniører og arkitekter, får ny branchedirektør.
1. september tiltræder Dorthe Bjerregaard-Knudsen nemlig posten.
– Med Dorthe Bjerregaard-Knudsen får DI Rådgiverne en markant profil i spidsen for branchen. Hun har dokumenteret erfaring med strategi og forretningsudvikling og et skarpt blik for bredden og kompleksiteten i rådgivningsbrancherne, siger erhvervs- og medlemsdirektør i DI Emil Fannikke Kiær og fortsætter:
– Det er helt afgørende for medlemmerne, at branchedirektøren kan favne både den høje faglighed og de mange specialer. Jeg ser frem til, at Dorthe fortsat vil styrke branchefællesskabet og medlemsdialogen til gavn for rådgivervirksomhedernes rammevilkår.

DI: Afsæt mindst 1,5 mia. kr. årligt til virksomhedernes grønne indsats
10 år som viceadm. direktør
Dorthe Bjerregaard-Knudsen har de seneste 10 år arbejdet som viceadm. direktør for JP/Politikens Hus og inden da gennem 12 år været rådgiver og direktør på både dansk og nordisk plan i Omnicom Media Group. Hun er bestyrelsesmedlem i bl.a. TV2/Danmark.
– Det er en stor ære at skulle repræsentere DI Rådgiverne og lede arbejdet til størst mulig gavn for medlemmerne, siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen og fortsætter:
– Branchefællesskabet rummer en særlig høj faglighed og stor bredde på tværs af discipliner, og jeg ser frem til at arbejde strategisk på tværs af de mange væsentlige dagsordener samt styrke den troværdige og tydelige kommunikation for en branche med stor betydning for hele det danske erhvervsliv.
Dorthe Bjerregaard-Knudsen afløser Katrine Ellersgaard Nielsen, som bliver politisk direktør i Ingeniørforeningen, IDA.
