DF vil have fradrag med i regeringsforhandlinger

Partiets finanspolitiske ordfører er dog ikke optimist med hensyn til at få BoligJobordningen videreført som del af kommende finanslov.
Dansk Folkeparti vil tage håndværkerfradraget med til de kommende finanslovsforhandlinger. Foto: Colourbox.
Dansk Folkeparti vil tage håndværkerfradraget med til de kommende finanslovsforhandlinger. Foto: Colourbox.

Står det til Dansk Folkeparti, bliver BoligJobordningen – håndværkerfradraget – genindført. I første omgang vil det indgå i de kommende finanslovsforhandlinger og sekundært i et kommende regeringsgrundlag for en borgerlig regering.

Det siger partiets finanspolitiske ordfører René Christensen til Dagens Byggeri i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

– Vi har været glade for BoligJobordningen og forsøgte at få den med i vækstforhandlingerne. Men det kunne ikke lykkes, fordi regeringen ikke ville arbejde videre med den ordning. Den har ellers en række positive effekter. Dels er den med til at modvirke sort arbejde, dels hjælper den de små håndværkere, når eksempelvis sommerhusejeren skal have sat en varmepumpe op eller andre forbedringer på boligen, siger René Christensen.

Afledt effekt

Han peger desuden på, at en afledt effekt er, at ordningen skaber praktikpladser til de unge, men han er ikke just optimist i forhold til at få videreført ordningen ved de kommende finanslovsforhandlinger.

– Når jeg ser tilbage på forhandlingerne om vækstpakken, ser det svært ud. Ikke mindst fordi oplægget var forhandlet med Venstre, og der i indgik ikke BoligJobordningen. Vi har desværre endnu ikke fået svar på, hvad man forventer, at BoligJobordnigen skabte af job. Det er svært at regne ud, men det er vores klare overbevisning, at det har skabt arbejdspladser. Det er i hvert fald det, vi hører, når vi taler med håndværkermestre. Ikke mindst i provinsen har de været glade for ordningen, fordi de har kunnet holde fast i deres svende, og nogen har kunnet skrue op for blusset og tage flere lærlinge. Derfor er der ingen tvivl om, at får Dansk Folkeparti mulighed for at fremtidssikre BoligJobordningen, vil vi benytte muligheden ved de kommende regeringsforhandlinger. Det har været en positiv ting, slutter René Christensen.

Relateret indhold