Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted sagde i forbindelse Folketingets behandling af regeringens forslag om skærpelse af anmeldepligten til RUT-registret, at Dansk Folkeparti ønsker yderligere skærpelser:
– Vi ønsker blandt andet, at udenlandske virksomheder, som udstationerer lønmodtagere til Danmark, får pligt til at anmelde en række oplysninger til RUT senest én uge før arbejdet påbegyndes. Det vil sikre, at virksomheden har fokus på, at alt er i orden i god tid, før den begynder sine aktiviteter i Danmark. Det vil også give de danske myndigheder mulighed for at kontrollere virksomhedens oplysninger om eksempelvis registrering i hjemlandet. I Belgien skal udenlandske virksomheder være registreret, inden de begynder arbejdet, og det har en EU-dom fastslået er lovligt, siger Bent Bøgsted til Dagens Byggeri.
Kan miste depositum
Det andet forslag fra Dansk Folkeparti indebærer, at udenlandske virksomheder ved anmeldelse af oplysninger til RUT skal betale et administrationsgebyr og samtidigt betale et depositum på 20.000 kroner, der vel at mærke tilbagebetales ved arbejdets ophør og afmeldelse i RUT-registreret, hvis alle regler vel at mærke har været overholdt. I modsat fald mister virksomheden sit depositum.
– Det er rimeligt, at den udenlandske virksomhed ved tilmelding til RUT betaler et administrationsgebyr. Størrelsen af administrationsgebyret er til forhandling, men et beløb på 2.500 kroner skønnes rimeligt. Desuden skal den udenlandske virksomhed indbetale et depositum, der ikke forrentes. Har reglerne ikke været overholdt, mister virksomheden sit depositum. Et mistet depositum erstatter ikke andre krav, det offentlige måtte have mod virksomheden, siger Bent Bøgsted til Dagens Byggeri.