Greater Copenhagens stand på den igangværende MIPIM-messe i Cannes bliver traditionen tro flittigt besøgt. Men med nytænkning og den rette opbakning er der meget mere at hente – både for standen og for den danske bygge- og ejendomsbranche. Det mener byggesocietetets landsformand, Tony Christrup.
– MIPIM har efterhånden udviklet sig til en af den danske branches vigtigste begivenheder, hvor det gennem årene er lykkedes mange af aktørerne at hente udenlandske investorer til danske projekter, og samtidig har mange med knofedt og hårdt arbejde vist, hvor kompetente og seriøse danskerne er, siger han.
Men landsformanden mener ikke, at branchen får det fulde udbytte at MIPIM.
– MIPIM varer fire dage, men branchen er kompetent, seriøs og målrettet 365 dage om året. Derfor bør vi udvikle et før-MIPIM og efter-MIPIM, for der er masse af erfa – data, statistik, debriefing og tendenser – som kan være brugbare værktøjer året rundt. Formår vi at udvikle potentialet, så er der masser sidegevinster ved det stærke MIPIM-brand, fastslår Tony Christrup.
Brug for nytænkning
Opbakningen hos de enkelte deltagere har aldrig været højere. Til gengæld er antallet af sponsorer dalet lidt, og der er også plads til mange flere partnere. Derfor er der ifølge Tony Christrup brug for nytænkning.
– Byggesocietet, Copenhagen Capacity og nogle af de store sponsorer må prøve at se på, om det nuværende setup kan ændres eller udvikles til noget bedre. MIPIM er et fantastisk udstillingsvindue, og det er vigtigt, at vi i de gode tider brander os, så vi står stærkere, når det bliver dårligere tider, siger landsformanden.
Han henviser til, at nogle af de første danske virksomheder, der fik øjnene op for vigtigheden af synlighed på MIPIM, er blandt de største og mest succesfulde i dag.
– Det er ikke billigt at deltage, men min påstand er, at hvis vi bakker op i fællesskab, så får vi som branche og som enkeltvirksomheder ‘value for money’. Det skal naturligvis være seriøst, og det skal være et løft i fællesskab, siger han og henviser til de mange ‘gratister’, som ikke løser den ret bekostelige billet til messen – og dermed ikke bakker op om Greater Copenhagen-standen – men som blot hænger på og er synlige i miljøet i Cannes gennem messedagene.
– Jeg medgiver gerne, at det kan være dyrt for en mindre eller nystartet virksomhed. Og derfor skal vi også prøve at finde frem til en løsning, hvor flere kan være med. Det må branchen prøve at finde en model for, foreslår Tony Christrup.