Danskerne indretter sig efter incitamenter

Danskerne er ifølge ny undersøgelse glade for at betale skat, men samtidig vil 80 procent udføre eller gør brug af sort arbejde.
80 procent af danskerne er ifølge Rockwool Fonden villige til at få udført sort arbejde - eller har selv udført det inden for det seneste år. Foto: Colourbox.
80 procent af danskerne er ifølge Rockwool Fonden villige til at få udført sort arbejde - eller har selv udført det inden for det seneste år. Foto: Colourbox.

En af pinsens historier i medierne var en undersøgelse, der konkluderede, at næsten 90 procent af danskerne er glade for at betale skat.

Men cheføkonom Mads Lundby Hansen fra CEPOS advarer mod for hurtige konklusioner på undersøgelsen:

Udtrykker noget andet

– Halvdelen af de adspurgte er “delvis glade” for at betale skat. Dermed har en meget stor andel af borgerne den holdning, at skatten ikke er passende. Dertil skal lægges, at 80 procent af danskerne ifølge Rockwool Fonden er villige til at få udført sort arbejde eller har selv udført det inden for det seneste år. Når otte ud af ti danskere har den holdning til sort arbejde, er det udtryk for, at man ikke er tilfreds med det eksisterende skatteniveau, siger Mads Lundby Hansen til Dagens Byggeri.

Han peger også på, at danskerne i tusindvis kører over grænsen til Tyskland for at købe billig vin og øl, og at de dermed viser deres utilfredshed med afgifterne:

Incitamenter

– Danskerne indretter sig efter incitamenterne. De er glade og tilfredse med at bo i Danmark, men de reagerer på de meget høje skatter ved at arbejde mindre, ved at købe sort – når de kan komme til det – og de reagerer med grænsehandel. Derfor skal skatter og afgifter sænkes, siger Mads Lundby Hansen.

Måske skal tilfredsheden med skatterne også søges i den kendsgerning, at 2,1 millioner danskere forsørges på overførselsindkomster, og yderligere 800.000 er offentligt ansatte:

– Der er cirka 4,3 millioner vælgere, så cirka halvdelen af vælgerne lever af overførselsindkomster. Det betyder, at to ud af tre vælgere modtager deres indkomst fra det offentlige, siger Mads Lundby Hansen.

Relateret indhold