Dansk Byggeri opfordrer kommunerne til hurtigt at sende opgaverne videre til virksomhederne, så flest mulige medarbejdere undgår at blive sendt hjem. Og et hel del danskere er enige i den betragtning.
69 procent af ud af 1000 adspurgte danskerne har tilkendegivet, at kommunerne i højere grad bør investere i for eksempel renovering af børnehaver og skoler eller ny asfalt på vejene, nu hvor dele af det offentlige Danmark er lukket. Hver fjerde mener, at kommunerne i meget højere grad bør investere under coronakrisen.
Svarprocenten kommer fra en ny spørgeundersøgelse, som analysebureauet Opeepl Denmark har foretaget for Dansk Byggeri.
Fornuft i fremrykning
– Kommunerne har bred opbakning fra både politikerne og danskerne generelt til at fremrykke investeringer og dermed hjælpe med at holde gang i hjulene, mens det kommunale Danmark er delvist lukket. Nu er det op til landets 98 kommuner at fremrykke byggeprojekter og vurdere, hvor det er fornuftigt for eksempel at renovere, nu hvor skolen, børnehaven eller rådhuset alligevel står tomt, siger erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri Torben Liborius og tilføjer:
– Hurtig hjælp er afgørende for, hvorvidt mange virksomheder skal sende deres medarbejdere ud på en opgave eller hjem. Hastighed er derfor en vigtig faktor, når kommunerne går til opgaven.
Anlægsloftet er ophævet
I alt har 1.000 personer i aldersgruppen 18-80 år deltaget i spørgeundersøgelsen. I svarene kan man se, at jo ældre danskerne er, i jo højere grad mener de, at investeringerne skal fremrykkes.
– Det er den helt rigtige beslutning, at Folketinget har besluttet at ophæve anlægsloftet i år og dermed lade det være op til kommunerne selv at bestemme, hvad de har brug for at bygge og renovere. I krisetider er offentlige investeringer en god måde at få gang i væksten igen, det har vi set tidligere, og jo ældre man er, jo flere gange har man oplevet, at det virker, siger Torben Liborius.