Ærgrelse er vendt til glæde hos Danske Malermestre, efter at undervisningsminister Merete Riisager har valgt at ændre sin beslutning om at indføre dimensionering af bygningsmaleruddannelsen. I stedet for dimensionering vil der fremover være kvoter for uddannelsen til bygningsmaler.
Det er sket efter pres fra store dele af branchen, og direktør Ole Draborg fra Danske Malermestre peger på, at ministerens beslutning betyder, at unge også i det kommende år vil kunne begynde på uddannelsen som bygningsmaler – uden nødvendigvis at have en praktikplads ved uddannelsens start.
– Vi havde ellers bedt undervisningsministeren om noget, der kunne minde om et krisemøde, men det kan vi nu afblæse, siger Ole Draborg til Dagens Byggeri.
Mellemløsning
Danske Malermestre har længe sigtet mod en mellemløsning, hvor bygningsmalerne blev et dimensioneret fag med en kvote.
– Der er lagt op til en kvote på 426 elever, og det er vi ganske godt tilfredse med. Det er klart, at vi så må opfordre vores medlemmer til at tømme skolerne for elever efter det første grundforløb, så vi ikke rammer det afstukne loft. Vi må tage os sammen og vise, at der er behov for eleverne. Vi skal også have en fornuftig snak med skolerne. Det er ingen hemmelighed, at der er skoler rundt om i landet, der er lidt for villige til at tage mange elever ind på skolepraktik. Der skal være færre elever, som bruger erhvervsskolerne som varmestue. Malerfag og skoler har en fælles interesse i at sikre, at de elever, der starter på maleruddannelsen, også kan fuldføre uddannelsen og er motiverede for at blive malere, siger Ole Draborg.
Det må ændres
Ifølge Ole Draborg har der været en udbredt holdning i samfundet om, at kan man ikke blive andet, kan man blive maler på en skolepraktik.
– Vi har hørt folk fra erhvervsskoler sige, at det ikke er nogen hemmelighed, at de har 15-20 elever på skolepraktik, men de vil ikke være bekendt at sende dem ud i delaftaler i virksomhederne. Det kan ikke være rigtigt. Man kan ikke have elever på en erhvervsskole, som man ikke vil være bekendt at sende ud som malerelever i virksomhederne. Det må vi have ændret, så vi er sikre på, at dem, som går på skolerne, også er egnede til at blive malere, siger Ole Draborg.