Dansk Byggeri: Lavere forventninger til jobvæksten

Dansk Byggeri vurderer, at vi må forvente lidt lavere jobvækst på baggrund af de første tre kvartalers arbejdstidsregnskab fra Danmarks Statistik.
Foto: Ricky John Molloy.
Foto: Ricky John Molloy.

Nybyggeriet af boliger stiger, mens anlæg af veje er stagneret. Fremgangen på arbejdsmarkedet fortsætter, dog i et mere moderat tempo. Det er hovedkonklusionerne på Danmarks Statistiks arbejdstidsregnskab for 3. kvartal 2017. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

Regnskabet viser en sæsonkorrigeret fremgang på 0,9 procent i antal præsterede timer på det samlede danske arbejdsmarked og på 1,2 procent i bygge- og anlægsbranchen.

– Arbejdstidsregnskabet er den mest præcise opgørelse af beskæftigelsen, og de nye tal indikerer, at fremgangen på arbejdsmarkedet fortsætter. Men ser man på årets tre første kvartaler samlet set, kommer jobvæksten nok til at gå lidt ned i tempo, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

Byggeriet hører til de brancher, der bidrager kraftigst til det økonomiske opsving. Og også i 3. kvartal var der en pæn vækst på 0,8 procent i antal arbejdstimer. Der blev skabt 1.400 nye byggejob i 3. kvartal, og lønsummen steg med 1,7 procent i bygge og anlæg.

– Fremgangen på byggeriets arbejdsmarked ventes at fortsætte, men ikke med lige så høje vækstrater i 2017- 2019, som vi så i 2015-2016. Samtidig kan man i tallene se en spæd tendens til lønpres, idet lønsummen med +1,7 procent steg lidt mere end antal præsterede arbejdstimer (1,2 procent), , siger Bo Sandberg.

– De fleste nøgletal peger i det hele taget i retning af fortsat fremgang for bygge- og anlægsbranchen. Derfor er det givetvis også rekruttering af kvalificeret arbejdskraft, som er den største udfordring. Senest dokumenteret med halvårsrapporten fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der viste, at 17 procent af byggevirksomhederne havde rekrutteret forgæves til i alt 4.825 stillinger i 2. halvår 2017, siger cheføkonomen.

Relateret indhold