Søm, skruer, boremaskiner, plæneklippere, terrassevarmere, lamper, kopper og kander. I byggemarkedskæden Fogs butik midt i Lyngby centrum kunne byens husejere i årtier finde alt til hus, have og boligen.
Det er slut nu. Fog har flyttet hele designbutikken til sit eget helt unikke nye domicil med blandet byggemarked og boliger på en anden adresse i byen, og bygningerne får nu et nyt liv. Ind flytter Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der indretter domicil og med eftersyns- og showroomområder.
Her vil Bruun Rasmussen modtage kunderne, når de kommer ind med alskens ting, som de ønsker vurderet og måske solgt på auktion. Det nye domicil ligger klods op ad byens største butik – Magasin – og byens kultur- og biografbygninger. Her passer Bruun Rasmussen godt ind:
– Vi ønsker at skabe et nyt og levende kulturhus i hjertet af Lyngby. Vores vision er at udbygge viden om kunst og antikviteter, og derfor samler vi alle vores fagområder og ekspertise under samme tag, siger Jakob Dupont, administrerende direktør hos Bruun Rasmussen.
– Vi oplever, at den moderne forbruger har en stigende interesse for at blande kunstarter og perioder. En af vores kerneværdier er fornyelse, og derfor ønsker vi at være med til at udvikle, hvordan et internationalt auktionshus ser ud i fremtiden, hvor Lyngby er den perfekte placering for os.
Kort deadline
Det er PensionDanmark, der ejer bygningen og NCC, der står renovering og ombygning.
– Til august kan Bruun Rasmussen flytte ind i attraktive og fremtidssikrede rammer og et sundt indeklima. Vi glæder os til, at alle tankerne og visionerne fra et tæt samarbejde med NCC og Bruun Rasmussen bliver realiseret i en renovering, der kan give de tilfredse lejere, som også er afgørende for at gøre det til en god, langsigtet investering på vegne af vores medlemmer, siger Mette Munkedal Tange, senior projektchef i PensionDanmark
NCC startede renoveringen den 2. januar, og den 15. august skal den stå klar til overlevering til den nye lejer. Lige nu er nedriverne i gang; den del af opgaven forventes af være afsluttet med udgangen af januar. NCC’s egen el-afdeling er også gået i gang i bygningen.
– Det er en spændende opgave, som vi skal løse på meget kort tid, så vi har planlagt arbejdet grundigt, siger Karina Mary Andersen, Projektdirektør fra NCC’s renoveringsenhed.:
– Udfordringen her er, at der er meget lidt plads omkring bygningen, så vi skal sørge for, at alt der tages ned i forbindelse med nedrivningen, hvad enten det er affald eller skal til genbrug, bliver kørt væk med det samme. Man kan næsten sige, at det er byggepladsens svar på et tetris-spil.
Renoveringsopgaven
Projektet består af seks bygninger i tre etager. Bygningerne er ikke opført samtidigt. Den seneste er fra omkring 2000. Stuen og første sal har været butiksområde, mens 2. sal har rummet kontor og kantine; i alt er der knap 8.000 m2.
Selve bygningerne forbliver stort set uændret. Lette indvendige skillevægge og teknikudstyr rives ned, og der åbnes op i facaden, hvor der i dag er lagerrum. Fremover skal der være kontorer, så der isættes vinduer. Der skal laves nye el-installationer, mens hovedforsyning og eltavler bevares.
Der skal installeres ny VVS, ventilation og køl; her genbruges en del rør. Endelig skal der lægges trægulve og natursten i forskellige dele af huset.