Historien om Danhaus begynder i 1978, hvor virksomheden kastede sig over at opføre danske sommerhuse syd for grænsen. Lidt senere var Danhaus blandt frontløberne inden for udvikling af energi- og miljørigtige danske parcelhuse, som blev solgt til det tyske boligmarked.
– 40 år på markedet og opførelsen af over 10.000 huse er i høj grad historien om, hvordan ejerfamilien bag Danhaus har været dygtig til at udvise rettidig omhu og omstille virksomheden efter skiftende efterspørgsel efter forskellige typer af boliger, siger Johannes Schmith, som har været administrerende direktør i Danhaus gennem otte år og medejer siden 2015.
Familien Erben, som stiftede Danhaus for 40 år siden, er fortsat i ejerkredsen.
Fabrik i Esbjerg
I 1998 byggede Danhaus ny fabrik i Esbjerg, som siden er vokset til at være 13.000 kvadratmeter. I dag er der cirka 100 ansatte. I 2005 blev de første energivenlige huse solgt i Danmark, og i dag sælger Danhaus flere huse i Danmark end i Tyskland, selv om Tyskland fortsat er et vigtigt marked. Samlet set opfører Danhaus i dag omkring 350 huse om året.
– Der er også mode inden for huse. Det gælder både med hensyn til boligernes arkitektur, indretning, farver og materialer. Oveni kommer hele innovations- og udviklingsdelen, som handler om miljø og energi, så vi skaber huse, som både er billige og dejlige at leve i. Det kræver stor viden og indlevelse i husejernes behov for hele tiden at tegne og opføre huse, som er attraktive, siger Johannes Schmith.
I 2011 begyndte en ny epoke for Danhaus, da virksomheden for alvor tog hul på at opføre rækkehuse, som der er et stort behov for – især omkring de større byer herhjemme og i udlandet.
Fremtid er bofællesskaber
Danhaus tager nu rækkehus-succesen skridtet videre.
– Vi – og en del eksperter – tror på, at moderne bofællesskaber er den næste megatrend i boligformer. Derfor er det et strategisk fokusområde for os. Vi har opført flere bofællesskaber og er ved at opfører et bofællesskab på Sjælland, og vi ser masser af forretningsmuligheder her. Mange mennesker søger nærhed og fællesskaber i en fortravlet hverdag,» siger Johannes Schmith.
I de seneste syv år har Danhaus leveret regnskaber med positiv bundlinje. En af årsagerne er ifølge Johannes Schmith måden virksomheden producerer på i Esbjerg, hvor alle elementer til boligerne bliver fremstillet.
– Vi har en produktionsmetode, som ligger helt i top i Europa både med hensyn til effektivitet og kvalitet. Hvis man skal klare sig 40 år i hård konkurrence, og ser frem mod 40 år mere, så kræver det, at produktionen er velsmurt, siger Johannes Schmith.