Cowi gør klar til fremtidens byggeprojekter med ny teknisk direktør

De store byggeprojekter bliver stadig mere komplekse og stiller større krav til rådgivervirksomheders kompetencer og processer, lyder begrundelsen for ansættelsen af Niels Treldal.
Med Niels Treldal sætter Cowi en erfaren profil i spidsen at styrke fagligheden, kvaliteten og projekteksekveringen på tværs af discipliner i rådgiverens byggeri-division.

Cowi opretter nu en stilling som teknisk direktør i divisionen ’Buildings & Industry’ og ansætter Niels Treldal til posten.

Han kommer fra rollen som digital direktør i samme forretningsområde og har stor erfaring med at udvikle processer, der øger kvaliteten og effektiviteten i projekterne bl.a. ved at forbedre samarbejdsmodeller og udbrede brugen af digitale værktøjer, herunder AI.

Læs også

Cowi med rekordhøj indtjening: Nærmer sig mål om EBITA-margin på 10 %

I sin nye rolle får Niels Treldal ansvar for at styrke faglighed, kvalitet og projekteksekvering på tværs af discipliner i rådgiverens byggeri-division, fortæller Thomas Solgaard Sørensen, der er divisionsdirektør for Buildings & Industry i Cowi i Danmark:

– Niels bliver en nøglefigur i at fastholde den faglige kvalitet og yderligere styrke projekteksekveringen i en kompleks byggesektor. Cowi er kendt for at være blandt de bedste til at omsætte ny teknologi til øget kvalitet i vores løsninger til kunderne, og med Niels i spidsen er jeg overbevist om, at vi fortsat vil levere gode, gennemarbejdede projekter og forblive i front i branchen.

Fleksibilitet og strukturerede processer

I den nye rolle bliver netop AI et centralt fokus med strukturerede processer og medarbejdernes skærpede tekniske kompetencer, som skal danne fundamentet for, at kunstig intelligens sikkert og effektivt kan implementeres i forretningen og dermed sikre hurtigere og bedre designløsninger for kunderne:

– I Cowi er vi gode til at kombinere fleksibilitet med velstrukturerede processer, og det, tror jeg, er nøglen til at forblive relevant i fremtidens rådgivermarked, siger Niels Treldal.

Læs også

Cowi giver medarbejdere fri med løn for at gøre tjeneste i uniform

Han tilføjer:

– Vi er allerede i fuld gang med at modne vores processer og kompetencer på en række områder, og jeg ser meget frem til at løfte de spor videre og udbrede dem i organisationen til gavn for vores kunder.

Niels Treldal tiltrådte sin nye rolle 1. oktober 2025.

Relateret indhold