Byggebranchen er som mange andre brancher i Danmark hårdt ramt af coronakrisen, der begrænser vores adfærd og arbejdsmønstre, men en ny undersøgelse fra Molio viser, at den nuværende krise har været med til at accelerere branchens digitale omstilling.
Flere end 7 ud af 10 af de adspurgte i undersøgelsen tilkendegiver, at den nuværende krise har fået flere medarbejdere til hurtigere at adoptere teknologiske værktøjer mere velvilligt, og 7 ud af 10 vurderer ligeledes, at flere medarbejdere i virksomheden nu arbejder digitalt på grund af krisen.
Nøden som læremester
Undersøgelsen peger således på, at coronakrisen har tvunget flere virksomheder og medarbejdere på tværs af faggrupper til at springe ud i digitaliseringen hurtigere end planlagt, men uden at der er tale om en midlertidig lappeløsning. Således svarer hele 9 ud af 10, at de forventer at fortsætte brugen af digitale værktøjer, når corona-krisen engang i fremtiden er ovre. Hos Molio ser man undersøgelsens resultater som indikatorer på, at der i sidste instans kan ende med at komme noget positivt ud af den nuværende krise på trods af omstændighederne.
– Coronakrisen sender rystelser igennem hele vores samfund, og som vi har set andre steder i verden, er det nogle gange de udefrakommende påvirkninger, der får skabt de varige ændringer. Så selvom vi altså står i en svær situation lige nu, så tyder det på, at krisen kan få udbredt et mere digitalt mindset i byggeriet, som vil have stor gavn på både kort og langt sigt, fortæller Christina Hvid, der er administrerende direktør i Molio.
Et digitalt momentum
De positive følger ved en højere grad af digitalisering afspejles også i undersøgelsens resultater. Her tilkendegiver 8 ud af 10, at brugen af de digitale værktøjer og løsninger har gjort det muligt for dem at udføre deres arbejde og derved medvirket til at fastholde det samme aktivitetsniveau som før krisen, og flere end 6 ud af 10 vurderer ligefrem, at brugen af digitale værktøjer har medvirket til at forøge effektiviteten.
Det er især de digitale kommunikations- og fildelingsprogrammer, der har fået bredere anvendelse i byggeriet, men også mere avancerede og branchespecifikke værktøjer er blevet anvendt mere end før krisen. Det gælder apps og online-værktøjer som Byggeweb, Dalux og Letsbuild, og softwareløsninger som Revit, Sigma og Solibri. Molio ser derfor en situation, hvor branchens virksomheder i stigende grad vil prøve kræfter med mere avancerede teknologier.
– Det peger på, at vi er i en situation, hvor vi som branche er motiverede og har et digitalt momentum, som kan føre til at vi ikke kun bliver stærkere på værktøjer til kommunikation og administration, men også til nogle af de mere komplekse teknologier, som kræver mere i begyndelsen, men som hurtigt kan yde et større bidrag til både den enkelte virksomhed og branchen som helhed, fortæller Christina Hvid.