CG Jensen Holding overtager Adserballe & Knudsen

Adserballe & Knudsen A/S bliver nu en del af CG Jensen Holding, som skal skabe en ny retning for selskabet.
CLT-specialisterne fra Farum kommer nu ind under Jensen Gruppens paraply. Foto: Thøger Raun.
CLT-specialisterne fra Farum kommer nu ind under Jensen Gruppens paraply. Foto: Thøger Raun.

1. juli sker en overtagelse af de større i det danske entreprenør-landskab.

Adserballe & Knudsen A/S bliver – ligesom CG Jensen A/S – en selvstændig forretningsenhed hos CG Jensen Holding. Virksomheden er frasolgt af Arcon Entreprise.

Overtagelsen sker efter et udfordrende år for Adserballe & Knudsen, hvor det har været nødvendigt at foretage omstruktureringer i den øverste ledelse.

Selskabet kommer ud af regnskabsåret 2020 med et underskud efter skat på 168 millioner kroner, hviliket dog sker efter flere år med millionoverskud.

– 2020 var et år, der ikke vil blive glemt, siger CEO i Jensen Gruppen, Karsten Hjarsø, og fortsætter:

– Vi har længe vidst, at Adserballe & Knudsen ville generere et underskud i 2020 og på den måde skille sig ud fra de andre selskaber i gruppen. Der har været flere tabsgivende sager. Særligt én enkeltstående, længevarende voldgiftssag, som man nu har valgt at forlige, har været særdeles tabsgivende. Derfor var det nødvendigt med en omstrukturering i topledelsen i slutningen af sidste år. Og nu overtager CG Jensen Holding det formelle ejerskab og skal hjælpe med igen at skabe retning for Adserballe & Knudsen.

Niels Jul Jakobsen, der overtog direktørposten af Adserballe & Knudsen i december 2020, har sammen med Jensen Gruppen været i gang med at effektivisere produktionen og økonomistyringen.

– Vi ser en stærk fremtid for Adserballe & Knudsen. Vores ejer har tilført nyt kapitalgrundlag, og vi er i gang med at justere for at skabe et godt fundament for en sund forretning. Det sker ikke på få måneder, men vi kan allerede se, hvordan tilpasningerne har haft en positiv indflydelse på resultaterne i 2021, siger Karsten Hjarsø.

Adserballe & Knudsen beskæftiger cirka 95 årsværk. Parterne ønsker ikke at oplyse købesummen.

Man kan her se et tidligere besøg, da Dagens Byggeri lagde vejen forbi Farum-virksomheden.

Relateret indhold