GLOSTRUP: Set over en bred branche-kam, så har administrerende direktør Michael S. Larsen fra CG Jensen ikke rigtig noget at brokke sig over, for det går rigtig godt med entreprenørkoncernen med hovedkontor i Glostrup.
I 2018 landende omsætningen på 1,6 milliarder kroner, resultatet før skat på 100 millioner, overskudgraden på 6,3 procent og hele 7,5 procent året før – det er pænt indenfor top 10 blandt danske entreprenørvirksomheden. Samtidig er de omkring 650 ansatte meget loyale, halvdelen af funktionærerne er aktionærer og pipeline ser fornuftig ud.
Klamphuggerne fylder for meget
Alligevel er Michael S. Larsen ikke tilfreds, for han synes, at der generelt mangler fokus på det positive i byggebranchen. Ifølge direktøren overskygger det negative ofte alt det gode, der jo heldigvis også er meget af.
– I pressen, i den brede offentlighed og såmænd også internt i branchen tales der om overskredne budgetter, social dumping og klamphuggere. Men det er ufortjent, for der er masser af vilje til at udvikle vores konservative branche, så der bliver mere fokus på innovation, social ansvarlighed og arbejdsmiljø, fortæller Michael S. Larsen, da Dagens Byggeri en dag sidst i januar har sat ham stævne i domicilet i Glostrup.
Ansvarlighed skal give point i tilbud
Her har CG Jensen haft adresse siden virksomhedens fødsel ud af Skanska-koncernen for godt 12 år siden. I hele perioden med Michael S. Larsen som styrmand ved roret.
– Jeg er naturligvis glad for, at vi har succes og en fornuftig indtjening. Og det er også fint nok at blive målt på det. Men jeg vil også gerne måles på, at jeg gør noget ved nedslidning, arbejdsmiljø, udvikler længerevarende lærlingeprogrammer og mange andre ansvarlighedsaspekter. I min verden burde det give et point mere i et tilbud, i forhold til den konkurrent, der ikke gør noget ekstra, siger direktøren.
Så længe pris er eneste reelle parameter bliver der ikke for alvor gjort noget for at udvikle branchen i en mere ansvarlig retning, mener han.
– Men hvis alle bygherrer vælger at gå med, så vil vi lynhurtigt se forandringer. Og de dele af branchen, klamphuggerne, der blot går efter de kortsigtede gevinster, ja de vil hurtigt forsvinde. Det er jeg overbevist om, lyder det fra Michael S. Larsen.
Ifølge direktøren vil investeringen desuden hurtigt betale sig hjem.
– Det handler om modet til at gøre det anderledes. Social ansvarlighed med flere skånejobs, fokus på arbejdsglæde, loyalitet og mindre nedslidning vil smitte. De ansatte bliver længere i deres job, større erfaring giver bedre produkter og en strømlinet arbejdsstyrke – og det giver i sidste ende billigere tilbud og færre udgifter til sygedagpenge og førtidspensioner, fastslår direktøren.
Morgengymnastik og bedre kønsfordeling
Men gør han så selv noget, for at udvikle sin egen butik?
– Ja, det gør vi. Vi har især haft fokus på at styrke diversiteten i vores virksomhed. Vi tror på, at vi kan komme længere, når vi arbejder på tværs af køn og etnicitet, da vi arbejder forskelligt og supplerer hinanden godt. Vi har brug for forskellighed i vores virksomhed, siger han.
Det har udmøntet sig i, at CG Jensen i løbet af de seneste par år har fået flere kvinder på alle niveauer i virksomheden – fra formænd og lærlinge til projektchefer og projekt- og byggeledere.
– Vi vælger kvinden, hvis en kvinde og en mand er lige gode ansøgere til et job hos os. Jeg gætter på, at vores værdier har været med til at tiltrække flere kvinder, og det bringer fornyelse og ny arbejdskraft ind i en ellers mandsdomineret, grå branche, der i øvrigt mangler hænder. Vi gør også gerne en særlig indsats for at integrere for eksempel en flygtning. Vi har efterhånden en del forskellige nationaliteter, og det fungerer rigtig godt, fastslår Michael S. Larsen og tilføjer:
– I en helt anden boldgade er vi begyndt at indføre morgengymnastik i vores skurvogne som et led i vores arbejdsmiljøindsats. Det gør vi for at mindske skader og øge det sociale fællesskab, og det har fungeret rigtig godt, siger han og betoner, at alle disse tiltag i bund og grund handler om ordentlighed.
– Når virksomheden er ordentlig, så bliver de ansatte også ordentlige, og det smitter i sidste ende af på vores produkter og vores bundlinje, siger han til Dagens Byggeri.