Copenhagen Capacity, der er Storkøbenhavns officielle organisation for investeringsfremme og forretningsudvikling, lancerede tidligere på foråret “Greater Copenhagen”, der skal være med til at brande hovedstadsområdet og oplandskommunerne over for mulige investorer.
Og Projekt Greater Copenhagen er sidste chance, hvis Øresundsregionen skal blive til mere end flotte ord. Det mener i hvert fald landsformand Tony Christrup fra Byggesocietetet.
Nu skal det være slut med diskussionerne om, hvorvidt bogstavet “ø” skrives med en streg eller to prikker og alt det andet bureaukrati, som vi i regionen er så gode til.
Tony Christrup Byggesocietetet
– Projektet som handler om et tættere samarbejde over sundet er nu tiltrådt af både Danmark og Sverige. Men det bliver kun en succes, hvis kommuner og regioner indbyder organisationerne og virksomhederne til at få et aktivt ejerskab af projektet. Ellers ender det let som endnu et Djøf-projekt i offentlig regi, hvor politikerne isoleret fra verden taler om integrationsprocesser. Det har vi prøvet rigeligt, siger Tony Christrup i en kronik i Amagerbladet.
Landsformanden ser meget gerne, at bygge- og ejendomsbranchen går forrest med at få formuleret konkrete projekter og samarbejder der kan være til gavn for både de danske og de svenske virksomheder. Det kan f.eks. være fælles bud på opgaver og generel interessevaretagelse for virksomhederne.
Kender kun Cph.
Byggesocietetets landsformand mener, at Greater Copenhagen har fat i noget helt rigtigt. Øresundsregionen kan kun markedsføres effektivt og internationalt under brandet “Copenhagen”.
– Nu skal det være slut med diskussionerne om, hvorvidt bogstavet “ø” skrives med en streg eller to prikker og alt det andet bureaukrati, som vi i regionen er så gode til. Udlandet kender kun brandet Copenhagen, mener Tony Christrup.