Når den 30. udgave af Mipim løber af stablen i Cannes om 3,5 måneder, bliver det igen Byggesocietetet, der samler den danske bygge- og ejendomsbranche på en fællesstand.
– Standen på Mipim har i mange år udelukkende haft fokus på København og Greater Copenhagen. Men vi er altså stærkere, når vi står sammen, og derfor arbejder vi hårdt på at få standen til at være for hele Danmark i 2020, Tony Christrup, som er bestyrelsesformand for den selvejende institution, Byggesocietetet har stiftet med henblik på at løfte opgaven med at udvikle og drive den danske stand. Institutionen har netop fået navnet “Property and Investment Denmark”.
Flere byer skal med
Ud over København var bl.a. også Odense Kommune repræsenteret på den danske stand, da Mipim 2019 løb af stablen i marts i år. Begge kommuner er med igen i 2020, så der er allerede nu sket en udvikling. Men København og Greater Copenhagen indtager naturligt nok indtager en særlig plads.
– København er landets hovedstad og en anerkendt metropol i rivende udvikling. Uanset om man taler om byudvikling eller bæredygtighed er København kendt langt udenfor landets grænser. Og det brand skal vi selvsagt udnytte. Men vi forsøger at gøre på en måde, så andre kommuner også vil kunne se sig selv som en del af den danske repræsentation på Mipim, siger Tony Christrup.
Grøn er det nye sort
Bæredygtighed vil være i fokus på den danske stand næste år. Det gør sig for eksempel gældende i forhold til de materialer, standen er bygget op af, og det vand og kaffe, der serveres.
Derudover arbejder Byggesocietetet på at lave et arrangement, hvor partnerne på standen kan vise, hvad Danmark kan indenfor bæredygtige byggerier, bæredygtig byudvikling og ny teknologi.