Den Dansk-Tyske Transportkommissions anbefalinger
- Kort-mellemlang tidshorisont
- – Udvidelse af B5-hovedvejen
- – Hastighedsopgradering mellem Bramming-Tønder-Niebüll
- – Jernbaneforbindelse fra Esbjerg til Hamborg via Tønder
- – Motorvej gennem Midtjylland
- – Udvidelse af A7 fra Hamborg til Bordesholm
- – Udvidelse af A20 med en fast forbindelse over Elben
- – Erstatning af Rader Hochbrücke
- – Anlæggelse af en omfartsvej i Handewitt
- – Forbedringer af jernbanen mellem Hirtshals og Hamborg og etablering af dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg
- – Opgradering af Jyllandslinjen
- – Udvidelse af den intermodale terminal i Padborg og øget samarbejde med Neumünster
- – Fælles dansk-tysk jernbanestation
- – Hastighedsopgradering mellem Sønderborg og Tinglev
- – Passagersejlads på Flensborg Fjord
- – Intensivering af den grænseoverskridende brug af lufthavne
- – Elektromobilitet
- Lang tidshorisont
- – Opgradering af rute 11 fra Esbjerg til den dansk-tyske grænse og rute 24
- – Udvidelse af B5 til en firesporet motorvej op til den danske grænse
- – Standardisering af signalsystemer
- – Udvidelse af Marskbanen
- – Udvidelse af A7 fra Bordesholm til den danske grænse
- – Øst-vestgående forbindelser i Slesvig-Holsten
- – Udskiftning af jernbanehøjbroen ved Rendsborg
- – Harmonisering af vægtgrænser og regler for vogntog
Ifølge en rapport fra Den Dansk-Tyske Transportkommission bør der sættes fokus på to langsigtede udviklingsstrategier for den nord- og sydgående vejkapacitet i Jylland:
– Yderligere udvikling af motorvejskapaciteten på E45.
Der er ikke økonomi i at bygge en fast Kattegatforbindelse på nuværende tidspunkt. Det er der først, når Storebæltsbroens kapacitet på et eller andet tidspunkt slipper op. Det sker formentlig omkring 2035 eller 2040.
Kristian Pihl Lorentzen Transportordfører, Venstre
– Forskellige modeller til etablering af en ny motorvejskorridor i Midtjylland.
Ifølge konklusionen i rapporten vil den billigste og mest effektive måde frem til 2030 – til at håndtere de voksende problemer med trængsel i Østjylland – være en gradvis udvidelse af E45. En ny motorvej gennem Midtjylland – den såkaldte Hærvejsmotorvej – kan både absorbere noget af trafikken fra E45 og forbinde nogle af de jyske byer, som ikke er forbundet med motorvejsnettet, men det er ifølge kommissionen både meget omfattende og meget dyrt med et anslået anlægsbudget på 15-20 milliarder kroner.
Forundersøgelse
Af regeringsgrundlaget fremgår det, at der skal laves en forundersøgelse af en midtjysk motorvej, og af Transportkommissionens arbejde fremgår det samtidig, at det er helt afgørende for en effektiv infrastruktur mellem landene, at der anlægges en jyllandskorridor med en midtjysk motorvej.
Samtidig har EU-kommissionen peget på, at en jyllandskorridor er et af de ti mest væsentlige projekter i Europa.
Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen siger til Dagens Byggeri, at der er et klart behov for en Hærvejsmotorvej:
– Vi er nødt til at fremtidssikre vejkapaciteten nord-syd i Jylland med en helhedsorienteret løsning. Nogle plæderer for, at det er nok med en udvidelse af E45, men det er det ikke. Vejlefjordbroen vil altid være en flaskehals. Vi har lige fået nye prognoser, der viser, at omkring år 2030 vil døgntrafikken på Vejlefjordbroen være 100.000 biler, siger Kristian Pihl Lorentzen, der efterlyser en helhedsorienteret løsning med en motorvej på langs gennem Midtjylland.
Hånd-i hånd
Han peger på, at regeringen har besluttet, at der skal foretages en VVM-undersøgelse af 1. etape af en Hærvejsmotorvej mellem Give, Billund og Lunderskov:
– En Hærvejsmotorvej og en Kattegatbro er to projekter, der går hånd i hånd, men der er ikke økonomi i at bygge en fast Kattegatforbindelse på nuværende tidspunkt. Det er der først, når Storebæltsbroens kapacitet på et eller andet tidspunkt slipper op. Det sker formentlig omkring 2035 eller 2040. I første omgang koncentrerer vi os om at få vejnettet på plads, og her kommer udvidelsen af E45 højt oppe på prioriteringslisten, ligesom en udvidelse af den fynske motorvej og flere veje i og omkring hovedstaden. Vi skal udbygge infrastrukturen i overensstemmelse med det behov, borgere og erhvervsliv har, siger Venstres transportordfører.
Spændende perspektiver
Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn understreger over for Dagens Byggeri, at hans parti sagtens kan se spændende perspektiver i en Hærvejsmotorvej:
– Der er gode muligheder for dels at få en bedre transportkorridor helt fra Hirtshals Havn og til Tyskland, hvor der kan spares en masse tid, og dels mulighed for en langt bedre infrastruktur for den megen industri, der ligger i Midt- og Sønderjylland. Desværre er vi i den situation, at vi igen og igen får at vide fra transportministeren, at vi er presset økonomisk i forhold til mængden af anlægsinvesteringer. Selv projekter, der er vedtaget, bliver udskudt igen og igen, så det bliver svært at finde ressourcerne til at gå i gang med en midtjysk motorvej. Fra socialdemokratisk side er vi dog indstillet på at arbejde for, at der skal ske noget. Det gælder også de akutte og påtrængende problemer på E45. For os er det ikke et spørgsmål om enten en udvidelse af E45 eller anlæg af en Hærvejsmotorvejen. Det er både-og, siger Rasmus Prehn, der efterlyser en mere ambitiøs infrastrukturpolitik på et tidspunkt med neget lave renter.