Sund & Bælt A/S og Bravida Danmark A/S underskrev tirsdag en rammeaftale om drift og vedligehold af de mekaniske og elektriske anlæg på Storebæltsbroen. Rammeaftalen løber over to år med mulighed for yderligere forlængelse i op til to år.
Bravida fik tildelt den omfattende drift og vedligeholdsopgave i konkurrence med fire andre virksomheder. Tildelingskriteriet var det økonomisk mest fordelagtige tilbud vægtet med pris, tilbudte nøglepersoner, øvrige medarbejdere og tilbudt organisation.
Det er en stor opgave og et stort ansvar at sikre, at installationerne på en af Danmarks vigtigste færdselsårer fungerer, som de skal.
Adm. direktør Bent Andersen Bravida Danmark A/S
Stor erfaring med broer
I forbindelse med opførelsen af Storebæltsbroen stod Bravida for installation af de elektriske og mekaniske installationer i tunnelen og på selve broen. Derudover har Bravida været underentreprenør på en række andre installationsopgaver på Storebæltsbroen.
– Vi er rigtigt glade for at være tilbage på Storebæltsbroen. Det er en stor opgave og et stort ansvar at sikre, at installationerne på en af Danmarks vigtigste færdselsårer fungerer, som de skal. Vi har en kompetent organisation, med erfaring fra både Storebæltsbroen og Øresundsbroen, og vi er klar til at løfte opgaven, siger administrerende direktør i Bravida Danmark A/S, Bent Andersen.
Teknisk direktør i Sund & Bælt, Lars Fuhr Pedersen, siger:
– Vi ser frem til samarbejdet med Bravida i de næste år. Storebæltsforbindelsen vedligeholdes, udvikles og moderniseres løbende, og vores mål er bl.a. at minimere de langsigtede omkostninger ved hele tiden at gennemføre rettidigt vedligehold af forbindelsen. Med den positive udvikling i trafikken følger også et øget fokus på vejen og jernbanens mange installationer, så det altid er sikkert og en god oplevelse at køre over forbindelsen.
Bravida overtager opgaven på Storebæltsforbindelsen den 1. juni 2016.