I slutningen af marts kunne vi her på Dagens Byggeri oplyse, at Bravida havde købt el-installationsvirksomheden Stokbro El og dermed styrkede sin tilstedeværelse i Kolding og omegn med kompetencer inden for el-service i industrien.
Nu har selskabet – helt i tråd med sin vækststrategi – opkøbt Scan-El, der blev stiftet i 2003 og i dag har afdelinger i Brørup og Varde samt lager og varelevering i Kolding.
Læs også: Bravida i sydjysk opkøb: “De har et godt ry i lokalområdet”
Virksomheden omsatte i 2021 for 32,8 mio. kroner.
– Scan-El er en af områdets førende el-virksomheder, som er kendt for at have et rigtig godt ry og en stærk og loyal kundeskare. Virksomheden er sund og veldrevet med en dygtig medarbejderstab. Med købet styrker vi vores position i Syddanmark på elinstallationsområdet, og vi ser frem til, at vi i fællesskab kan bringe vores kompetencer i spil til fortsat at udvikle og styrke virksomheden, siger regionsdirektør for Region Syd, Jørn Tønnes.
Arbejdspladser føres videre
En stor del af virksomhedens opgaver består af installations- og serviceopgaver på Fyn, Sjælland og Jylland.
– Det har været vigtigt for os, at alle arbejdspladser føres videre, og vi er overbeviste om, at købet vil være en styrkelse for virksomheden og til gavn for de eksisterende kunder i Scan-El, der nu får adgang til Bravidas mange kompetencer og services, siger ejerne af Scan-E, Arne Ebbesen og Marc Piil.
Læs også: Håndtryk pga. manglende hænder – Bravida overtager alle Scandi Bygs VVS-ansatte
Samtlige 33 medarbejdere fortsætter i deres nuværende roller med de forhenværende ejere Arne Ebbesen og Marc Piil som ansvarlige for aktiviteterne. Integration af virksomheden over i Bravida sker pr. 22. maj 2023, hvilket i praksis betyder at virksomheden indtil videre fortsætter på uændrede vilkår under nuværende navn.