Beton-udbyder: CSR skærper vores klimafokus

Dansk Mobil Beton A/S sætter tal på mål og strategier.
Størstedelen af vores bygningsmasse bygger på beton, og det vil nok ikke ændre sig markant i de kommende år. Arkivfoto: Torben Jastram.
Størstedelen af vores bygningsmasse bygger på beton, og det vil nok ikke ændre sig markant i de kommende år. Arkivfoto: Torben Jastram.

Klimadagsordenen fylder meget både i og omkring byggebranchen. Også betonbranchen har gang i analyser og videreudvikling. Og selvom branchen herhjemme nok hører til på duksepladserne, så er betonindustrien globalt set ansvalig for en pæn sjat CO2-udledning.

– Den moderne udvikling er bygget på beton. Derfor skal vi også indtænke klimavenlige løsninger i betonindustrien, for at sikre målbare resultater og derved kan være med til at reducere konsekvenserne ved klimaforandringerne, lyder det fra den administrerende direktør hos Dansk Mobil Beton A/S, Steen Madsen, i en pressemeddelelse.

Fokus på konkrete mål

Dansk Mobil Beton A/S er den eneste udbyder af mobilbeton i Danmark. Betonen produceres i en volumetrisk betonmixer på byggepladsen. Produktionen på stedet mindsker spild og overproduktion, da man let kan justere mængde og sætmålsvariationer.

Dansk Mobil Beton A/S har netop fået udarbejdet en CSR-profil, som skærper fokus på konkrete mål og strategier, både nu og i fremtiden.

– CSR-profilen er en god måde at få sat ord på de mål og strategier, vi allerede har og vores bestræbelser på, at virksomheden fortsat holder kurs mod bæredygtighed i alle aspekter. Med udviklingen af CSR-profilen, følger der en handlingsplan, der konkretiserer og holder fast i vores ønske, siger Steen Madsen.

Han nævner et igangværende innovationsprojekt; et opsamlingsanlæg til genbrug af regnvand. Derudover udarbejdes der årligt et klimaregnskab, så virksomheden har tal på fremskridt og reducering.

Grønt er gråt

Virksomheden leverer i forvejen ‘Grøn Beton’, selvom farven er lige så grå som traditionel beton. I den grønne beton er 80 procent af den færdige beton produceret af genbrugsmaterialer.

Hos Dansk Mobil Beton A/S mener man, at erhvervslivet er den drivkraft, som er nødvendig for forandringer og som er afgørende for at løse sociale og miljømæssige udfordringer, gennem innovation og klart definerede politikker.

– Vi må tage stilling og vi må gøre det nu. Det kan være lidt overvældende for små og mellemstore virksomheder at kaste sig ud i CSR-arbejdet, men med den politiske og finansielle udvikling, kan det betale sig at komme i gang, før det er for sent, siger Steen Madsen.

Relateret indhold