Den 16. december blev det nye bygningsreglement, BR15, offentliggjort. I den forbindelse fremhæver Fugebranchen FSO særligt én ændring i forhold til BR10, som er det øgede krav til klimaskærmens tæthed i nybyggeri. Her er det ifølge brancheforeningen vigtigt at være bevidst om fugernes betydning.
– I BR15 er der sket en væsentlig skærpelse af krav til lufttæthedsplanet, hvor man reducerer fra max 1,5 l/sek. pr. kvadratmeter til max 1,0 l/sek. pr. kvadratmeter. Og vi kan lige så godt komme i gang, for i 2020 skæres energiklassen ned til max 0,5 l/sek. pr. kvadratmeter. Det er derfor vigtigt, at rådgiverne har øje for at beskrive de rigtige fugeløsninger. Der er der heldigvis god hjælp at hente i den såkaldte “Fugeguide” på fugebranchens hjemmeside, hvor alle anvisninger for veludført fugearbejde er samlet og gratis tilgængelige for alle interesserede, siger konsulent for Fugebranchen FSO Mette Mens Rasmussen i en pressemeddelelse.
Kvalitetsstempel
BR15 træder i kraft pr. 1. januar 2016, hvorefter der vil være seks måneders overgangsfase, hvor både BR10 og BR15 kan anvendes. For bygninger opført efter 2015-krav skal kommunen i mindst 10 procent af byggesagerne stille krav om kontrol af lufttætheden.
– Rådgiverne overser desværre alt for tit vigtigheden af veludført fugearbejde, men med det nye BR15 får vi øget fokus på klimaskærmens tæthed, hvor fugernes udførelse og materiale spiller en betydningsfuld rolle. De skal samtidig være bevidste om at vælge tryghed og kvalitet på fugemateriale og udførelse, og derfor skal de vælge et medlem af Fugebranchen, FSO, fremfor et ikke-organiseret medlem. At lade et FSO-medlem udføre fugeopgaven er lig med et kvalitetsstempel, hvor man oven i købet er sikret gennem Fugebranchens Garantiordning, siger Martin Christoffersen, formand for Fugebranchen FSO.
Fugebranchen FSO er en brancheforening under Dansk Byggeri, som har til formål at medvirke til, at fugematerialer finder rigtig anvendelse, hvad angår såvel materialekvalitet som arbejdsudførelse.