Ballerup-kollegie solgt for 325 millioner kroner

Interessen for studie- og ungdomsboliger er stor blandt investorer - nyrenoverede Telegrafkollegiet i Ballerup var pænt efterspurgt, fortæller sælger
Studieboliger er eftertragtede ikke bare af studerende - de er også populære blandt ejendomsinvestorer.
Studieboliger er eftertragtede ikke bare af studerende - de er også populære blandt ejendomsinvestorer.

Det er en klassiker. Hvert år ved sommertid jagter tusinder af desperate studerende et sted at bo. Det er nemlig svært at få plads på et kollegie og specielt tæt på studiestedet. Men der bygges i ny og næ kollegieboliger, hvor grundpris, hus og beliggenhed rammer et godt match. Det bliver til boliger, som både er eftertragtede hos studerende – og investorer.

Telegrafkollegiet i Ballerup, små 20 kilometer fra Rådhuspladsen i København, er et friskt eksempel. Bygningen er fra 1971 og var oprindeligt indrettet til kontorbrug. I 2020 gennemrenoverede ejendomsudvikleren Gefion Group bygningen og konverterede den til et topmoderne kollegie med 262 boliger fordelt på et beboelsesareal på 10.226 kvadratmeter.

Efterfølgende satte Gefion kollegiet til salg og en investeringsfond ejet af kapitalforvalteren Catella Residential Investment Management (CRIM) har nu købt. Pris: 325 millioner kroner.

15-20 procent billigere i Ballerup

– Succesen skyldes blandt andet, at man kan udleje boliger 15-20 procent billigere i Ballerup end i København, siger Niels Ole Haagensen, der er Senior Director for CBRE Capital Markets, der har rådgivet sælger i processen.

Arkitekthuset Over Byen har designet de nye studieboliger på 36-54 kvadratmeter.
Arkitekthuset Over Byen har designet de nye studieboliger på 36-54 kvadratmeter.

Beliggenheden i Ballerup regnes for et område, der bliver mere og mere attraktivt for både virksomheder, boligejere og -lejere i takt med, at priserne stiger i København. Og interessen for Telegrafkollegiet har været meget stor.

– Det skyldes især, at studieboliger er lette at udleje, hvilket giver sikkerhed for investorerne. Det bestyrker os i, at studieboliger også fremover kommer til at være eftertragtede blandt både danske og udenlandske investorer

Overraskende gode udsigter for studieboliger

– I begyndelsen af corona-pandemien forventede vi, at værdierne for studieboliger ville falde lidt. Ligesom resten af markedet. Men det skete ikke på trods af reduceret likviditet og lavere transaktionsniveauer, fortæller Michael Keune, Managing Director hos CRIM, der har købt Telegrafkollegiet.

Derfor ser man generelt studieboliger som en attraktiv investeringsmulighed, også fremadrettet:

– Modstandsdygtigheden på markedet for studieboliger illustreres fint af det faktum, at alle færdige aktiver i vores investeringsfond, f.eks. i Mannheim, Linz, og nu det nye opkøb i København. Alle er fuldt udlejede.

I øjeblikket bor der 262 studerende på Telegrafkollegiet. De går på 54 forskellige uddannelsesretninger, og læser overvejende i København.

Kollegiets boliger varierer i størrelser mellem 36-54 kvadratmeter. Alle lejligheder har eget toilet, bad og køkken, og kælderen er indrettet med moderne fællesfaciliteter som fitnessområde, biograf, vaskerum, loungelokaler og et stort åbent fælleskøkken.

Relateret indhold