Asfaltselskab næsten firedobler driftsresultat

I nyt årsregnskab leverer Peab Asfalt et af sine stærkeste resultater til dato. Adm. direktør ser snusfornuft i udvælgelsen af projekter som en af årsagerne.
– At vi nu står med et rekordregnskab, er dels et resultat af store projekter som E45, siger Claus Terkildsen, adm. direktør for Peab Asfalt. Foto: Per Bille.

Peab Asfalt, der producerer og udlægger asfalt, har offentliggjort deres regnskab for 2024.

Regnskabet viser en omsætning på 873 mio. kroner. Det svarer til en stigning på 24 procent i forhold til omsætningen for 2023.

Årets driftsresultat endte på 41 mio. kroner, hvilket svarer til en stigning på 274 procent sammenlignet med 2023’s driftsresultat på 11 mio. kroner.

Læs også

Olier fra halm og træ kan potentielt erstatte CO2-tung bitumen i asfalt

Med en overskudsgrad på 4,7 procent er regnskabet blandt de bedste nogensinde i Peab Asfalts danske historie.

– Vi er rigtig godt tilfredse med vores regnskab. Det har været nogle hårde år før 2024 med mangel på infrastrukturprojekter og pressede energipriser. At vi nu står med et rekordregnskab, er dels et resultat af store projekter som E45, dels af vores strategi om at være selektive og gå efter projekter, hvor vi kan skabe værdi, siger Claus Terkildsen, adm. direktør for Peab Asfalt, og uddyber:

– Vi har de sidste fire år lært at være snusfornuftige og ikke lade os presse ind i urealistiske projekter, der ender som underskudsforretning. Det er en tilgang, vi tager med os videre. Samtidig er der ingen tvivl om, at æren for vores resultater i høj grad også tilfalder vores medarbejdere, der har stået sammen og trukket et stort læs.

Læs også

Stor succes: Svampeasfalt kan være klar om 2 år

Må sige nej til nye opgaver

Med et rekordår i ryggen og en fuld ordrebog ser Claus Terkildsen med optimisme på 2025 og årene frem:

– Vi har i øjeblikket så høj aktivitet, at vi må sige nej til nye opgaver. Samtidig rækker den nationale infrastrukturplan frem til 2035, og markedet ser rigtig sundt ud. Derfor er vi også fortrøstningsfulde om, at vi som minimum kan gentage vores regnskab de kommende år.

Relateret indhold