Arkitema Architects får ny topchef

Oven på en veloverstået integration af Arkitema Architects og Cowi skifter arkitektfirmaet topchef.
Thomas Kveiborg skal fremover stå i spidsen for arkitekterne hos Arkitema. Foto: Cowi.
Thomas Kveiborg skal fremover stå i spidsen for arkitekterne hos Arkitema. Foto: Cowi.

Thomas Kveiborg overtager freadrettet rollen som administrerende direktør i Arkitema Architects. Det skriver selskabet i en pressemeddelse. Peter H. Berg fratræder efter 11 år som øverste chef.

– Integrationen af Arkitema Architects i Cowi er forløbet hurtigt og effektivt. Jeg har derfor haft en dialog med Peter H. Berg om, hvad der skulle være næste skridt for Arkitema Architects og ham selv, og vi blev enige om, at der var brug for en ny topchef. En der kan udvikle og implementere en langsigtet plan for, hvordan Arkitema Architects udvikler sig kommercielt, så vi får en større markedsandel i Skandinavien, siger Lars-Peter Søbye, der er øverste mand i Cowi og bestyrelsesformand i Arkitema Architects.

Arkitema har været underlagt de rådgivende ingeniører siden januar 2019. I løbet af det første år har man til sammen vundet projekter for omkring en halv milliard kroner.

Fundet i egne rækker

Thomas Kveiborg har hidtil været COO – produktionsdirektør – i Arkitema Architects, hvor han har arbejdet i siden 2018. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, og har tilbragt det meste af sin karriere hos Rambøll, hvor han har haft en række lederstillinger, blandt andet som Executive Director for Rambøll Management Consulting.

– Thomas har været en del af integrationsholdet og blandt andet drivkraften bag planerne for, hvordan vi er gået til markedet med vores nye partnerskab. Desuden kender han Arkitema Architects ned i detaljen efter at have siddet med det operationelle ansvar. Han er således klædt godt på til at overtage det overordnede ansvar og sikre, at Arkitema Architects vokser, siger Lars-Peter Søbye og tilføjer:

– Jeg vil samtidig også sige en stor tak til Peter for indsatsen og ønsker ham al mulig held og lykke med fremtiden.

Relateret indhold