Antal huse og lejligheder til salg rammer laveste niveau i flere år

En fortsat høj efterspørgsel resulterer i et markant faldende udbud. For huse og lejligheder er der tale om det laveste antal boliger til salg siden henholdsvis 2023 og 2022.
Det samlede udbud af villaer og rækkehuse er på landsplan faldet hver måned siden starten af juni 2025, og vi skal tilbage til start september 2023 for at finde et niveau, der er lavere end det nuværende. Foto: Boligsiden.

Cirka 32.000 villaer og rækkehuse står i øjeblikket med et ’Til salg’-skilt foran døren, hvilket er væsentligt færre huse end for et år siden.

Konkret er der tale om et fald på knap 10,8 procent i udbudte huse siden samme tidspunkt sidste år. Det er blandt de største fald, der er registreret på denne tid af året.

Og en endnu mere markant tendens gælder for ejerlejlighederne.

Her er antallet til salg på landsplan reduceret med 24,4 procent det seneste år. Dermed er der tale om det laveste udbudsniveau siden foråret 2022.

Læs også

Salget af huse og lejligheder når næsthøjeste niveau for oktober nogensinde

Det viser Boligsidens nye udbudstal for start december 2025.

– Vi ser fortsat en stor købelyst blandt de danske boligkøbere, og det sætter sine spor i udbuddet, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, og fortsætter:

– For selvom det ikke er usædvanligt med et fald i udbuddet på denne tid af året, er der tale om et relativt stort årligt fald.

Er faldet uge for uge

Det samlede udbud af villaer og rækkehuse er på landsplan faldet hver måned siden starten af juni 2025, og vi skal tilbage til start september 2023 for at finde et niveau, der er lavere end det nuværende.

Læs også

Lejlighedspriserne er eksploderet i København det seneste år

– Udbuddet af huse er faldet uge for uge siden sommer. Samtidig har antallet af solgte huse hver uge ligget over både samme tidspunkt sidste år og gennemsnittet for tidligere år, siger Birgit Daetz og fortsætter:

– Købelysten er med andre ord høj, og mange har økonomien til at realisere deres boligplaner – det afspejler sig tydeligt i udbuddet.

Tynder mærkbart ud i udbuddet

Det faldende udbud gælder i langt størstedelen af landet, og kun i 9 kommuner er der ved indgangen til december flere villaer og rækkehuse til salg, end det var tilfældet på samme tidspunkt sidste år.

Men det er særligt i kommunerne i og omkring landets to største byer, at der er sket de største fald.

I Københavns Kommune, som rummer det største marked for ejerlejligheder, er der aktuelt 1.024 ejerlejligheder til salg, hvilket er 34 procent færre end på samme tidspunkt sidste år. Det er samtidig det laveste niveau, der er registreret for hovedstaden i hele Boligsidens statistik.

Endnu mere markant har udviklingen været i Aarhus Kommune. Her er der ved indgangen til december 402 ejerlejligheder til salg, og udbuddet er reduceret med 51 procent siden samme tidspunkt sidste år.

Læs også

”Nogle af de kraftigste fald i boligudbuddet”

Halveringen i udbuddet betyder, at det nuværende antal lejligheder til salg er meget tæt på det laveste niveau, der er registreret i Boligsidens statistik. Kun omkring årsskiftet 2020/2021 er det set lavere, da der dengang var 387 ejerlejligheder til salg i Aarhus.

– Lejlighedsmarkedet har været helt særligt i år. Den store efterspørgsel i både København og Aarhus har skabt et højt aktivitetsniveau, hvor der bliver solgt rigtig mange lejligheder, siger Birgit Daetz og fortsætter:

– Det tynder mærkbart ud i udbuddet, og når køberne får færre boliger at vælge imellem, presser det priserne markant op – præcis som vi har set gennem året.

Relateret indhold