Amerikansk prestigebyggeri bruger dansk løsning

Danske WindowMaster International skal hjælpe med at skabe et skabe et nulenergihus for Harvard University.
Med Snøhetta, Skanska og WindowMaster International på projektet er der tale om et rent nordisk team, der skal hjælpe Harvard University med at omdanne det 80 år gamle hus til et nulenergihus.
Med Snøhetta, Skanska og WindowMaster International på projektet er der tale om et rent nordisk team, der skal hjælpe Harvard University med at omdanne det 80 år gamle hus til et nulenergihus.

Harvard University i USA har indgået et samarbejde med norske Snøhetta, svenske Skanska samt danske WindowMaster International, som er specialister i bæredygtigt indeklima og naturlig ventilation. Sammen skal de fire partnere omdanne en af de gamle bygninger, som universitetet har opkøbt, til et revolutionerende nulenergihus.

Projektet, der er blevet døbt HouseZero, har til formål at demonstrere, hvordan eksisterende bygninger kan modificeres, så de bruger mindre energi, og dermed udleder mindre CO2.

80 år gammelt

Bygningen i projektet har mere end 80 år på bagen, så adskillige tiltag er nødvendige for, at bygningen kan kaldes klimavenlig. Tilsammen skal disse tiltag danne rammerne om en bygning, der bruger 100 procent naturlig ventilation, et minimum af energi på opvarmning og køling, naturlig belysning samt 0 procent CO2-udledning.

Et af de store fokusområder i HouseZero bliver at optimere indeklimaet, både i forhold til komfortniveauet, men også i forhold til bygningens effektivitet. Ved hjælp af kontinuerlig monitorering af luftkvalitet, temperatur, vind og adskillige andre forhold sørger et intelligent styresystem for automatisk at lukke en tilpas mængde luft ind i bygningen, hvilket skal skabe det ideelle indendørsklima med naturlig ventilation. Samtidig vil løsningen udlede langt mindre CO2 end de traditionelle mekaniske ventilationsløsninger og vil stort set ikke bruge energi.

Traditionelt land

Det er denne del af projektet, som danske WindowMaster International skal varetage. Virksomheden etablerede eget kontor i San Francisco i 2016, hvorfra den har mulighed for at bruge samme teknologi, som den de bruger i HouseZero, til andre større byggeprojekter i USA.

– Det bliver spændende at følge den naturlige ventilations udvikling på det amerikanske marked. Landet har tidligere været forholdsvis konservativt, når det gælder bæredygtigt byggeri, og særligt når det kommer til ventilationssystemer, har amerikanerne historisk set foretrukket de gammeldags, mekaniske løsninger, der ofte har et højt støjniveau. Men vi har på det seneste oplevet en positiv trend, og at få taget hul på bylden med så vigtigt et projekt som HouseZero er virkelig en succes, siger Erik Boyter, CEO hos WindowMaster International, og fortsætter:

– Den grønne omstillingsvillighed, vi for tiden mærker i USA, har været en vigtig katalysator for, at WindowMaster har bevæget sig ind på det amerikanske marked. Og med Harvard University, som danner fortrop for grønne byggeprojekter, tror jeg på, at flere lignende projekter vil finde fodfæste på den anden side af Atlanten.

Ombygningerne på HouseZero er allerede i fuld sving, og bygningen forventes færdig ved udgangen af 2017.

Relateret indhold